Investorernes øjne vil i dag, tirsdag, klokken 14.30 være rettet mod et særligt nøgletal.
Nemlig det såkaldte kongetal, der siger noget om, hvor mange jobs der er skabt i USA uden for landbruget i den forgangne måned.
Dog er det ikke kun tal for den seneste måned, der ventes offentliggjort i dag. Der kommer nemlig tal for både oktober og november. At tallene er forsinkede, skyldes at statsapparatet i USA i efteråret oplevede sin længste nedlukning nogensinde, da kongressen ikke kunne blive enige om en finanslov.
- Jobrapporterne vil kaste lys på de foregående måneder, men med lidt mere støj end vanligt fra specielt de offentlige ansættelser og afskedigelser. Det forventes, at novembertallene viser, at ledigheden stiger en spids til 4,5 pct., hvilket vil være den fjerde stigning i træk, lyder det fra aktiechef i Sampension, Philip Jagd, som tilføjer:
- Samtidig forventes en positiv jobskabelse, der godt nok er svag, men dog god nok til at fastholde et tre måneders gennemsnit, der er over lavpunktet tilbage i august.
Videre fra ham lyder det også, at det bedste udfald for aktierne vil være, at rapporten viser 'niveaumæssig svaghed, men fravær af fornyet nedgang i arbejdsmarkedet'.
- For det holder retningen for pengepolitikken lempelig, uden at investorerne behøver at bekymre sig om en egentlig økonomisk opbremsning, hvilket slet ikke er priset i aktiemarkedet, siger aktiechefen.

