Interessen for amerikanske aktier har været udfordret det seneste halve år, men hvis man fortsat stadig vil investere i verdens største aktiemarked, så skal man kigge efter en særlig ting i de selskaber, man smider sine penge i.
Sådan lyder det fra Peter Garnry, der er administrerende direktør i den kommende danske aktiefond Gesda Capital, i torsdagens udgave af Euroinvestors podcast, Millionærklubben.
Peter Garnry er selv svagt undervægt i amerikanske aktier. Det vil sige, at han selv satser en smule mindre på de amerikanske aktier, end de rent faktisk fylder i markedet.
»Det er ikke holdbart og bæredygtigt, det de har gang i i USA,« siger han.
Men hvis man fortsat gerne vil investere i amerikanske aktier, så skal man kigge efter selskaber med omsætning udenfor USA:
»Der findes masser af fantastiske selskaber i USA, som har ret meget salg udenfor USA og gør det godt internationalt. Det er mere der, jeg ville kigge fremfor de selskaber, måske har 60-70 pct. i USA. Der ville jeg være lidt mere påpasselig,« siger Peter Garnry.
Hør hele torsdagens udgave af Millionærklubben, hvor du normalt hører podcasts eller herunder:


