Hvordan kan man egentligt finde ud af, om en virksomhed er bæredygtig?

Det spørgsmål var oppe at vende onsdagens udgave af Millionærklubben, hvor blandt andet Line Henriksen, medlem af Millionærsklubbens Junior Board samt ESG-analytiker hos Matter, var bag en af mikrofonerne.

I den forbindelse fremlagde analytikeren to værktøjer, som alle kan bruge for at kigge nærmere på en virksomheds bæredygtighedsprofil.

Encore

Først og fremmest kan man bruge hjemmesiden Encore til at zoome ind på bæredygtighed.

Encore viser en sektor eller undersektors »dependencies« og »impacts«.

Dependecies vidner om, hvilke fysiske risici en sektor har.

»Hvis Encore for eksempel viser, at en given sektor har et stort vandforbrug, mens man er lun på at købe en aktie indenfor sektoren i en virksomhed, som ligger i et tørkeområde, så vil jeg være opmærksom på det,« forklarer Line Henriksen.

I mens handler impact om, hvilke risici der kan være for en sektor, når den skal omstille sig og blive mere bæredygtig – såkaldte transitionsrisici.

På den man kan blive skarpere på, hvilke risici man står overfor, hvis for eksempel sektoren har et kæmpe elforbrug, og det skulle ske, at elpriserne stiger, fremhæver Line Henriksen.

Corporate Knights

Hvis man hellere vil overlade analysearbejdet til andre, så er et godt redskab i værktøjskassen Corporate Knights.

Hvert år kigger firmaet på 8.000 virksomheder med bæredygtighedsbrillerne på, hvorefter de udvælger de 100 bedste og sætter dem på deres Global 100-liste.

»De finder de virksomheder, som er de bedste sammenlignet med deres peers (konkurrenter, red.),« bemærker Line Henriksen.

Øverst på podiet står lige nu to danske virksomheder, henholdsvis Vestas og Chr. Hansen som listens nummer 1 og 2.

Helt overordnet mener Line Henriksen, at det er relevant at kigge på virksomheders bæredygtighed, fordi man på den måde kan forholde sig til fremtidens risici.

»Hvis man – som jeg gør – tror på, at bæredygtighed bliver mere og mere vigtigt i fremtiden, så er der her tale om risici, som endnu ikke er blevet prissat i markedet. Derfor er det spændende at holde øje med,« siger hun.

Læs også: Populær ETF i modbydeligt fald

Læs også: SAS fortsætter nedturen mod bundrekord