Der hersker en udbredt enighed om, at grønne aktier som blandt andet Vestas vil blive udfordret, hvis Donald Trump endnu engang løber med titlen som USAs præsident.
Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at forholde sig, mener investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.
»Investorerne frygter Trump som præsident, men det er ikke givet, at det i givet fald vil ændre forretningsvilkårene for Vestas,« skriver han i en mail onsdag morgen.
Per Hansen påpeger blandt andet, at når det gælder den grønne omstilling, er det svært for Vestas at få ordrer men ikke umuligt.
»Da Trump var præsident fra 2017-2021 var der også i USA mere fokus på fossile brændsler end på grøn omstilling. Den amerikanske præsident kan udstede dekreter, men når det kommer til realpolitik handler det om flertallet i kamrene, og formentlig også noget med hvad der sker lokalt,« lyder det videre fra investeringsøkonomen.
Læs også: Joe Biden giver Novo Nordisk børsklø
Han hæfter sig også ved, at trods det så vanskeligt ud, kom Vestas i mål med sin ordreindgang i andet kvartal.
Men selvom ordrene gik ind, gik aktien massivt ned.
»Det skyldes dog ikke ordreindgangen, men at mange grønne aktier blev solgt ned. Investorerne har solgt massivt ud af de grønne aktier den seneste måned,« skriver han og tilføjer, at det er sket, mens sandsynligheden for, at Donald Trump bliver præsident vokser.
»Sandsynligheden for, at Donald Trump bliver USA's næste præsident er stor og stigende. Uanset om det bliver mod Joe Biden eller om demokraterne ender med at nominere en anden kandidat i sidste øjeblik. For Vestas gælder fortsat, at det energislugende USA er et mindre marked for Vestas. Sådan har det været, og sådan kan det vedblive med at være,« afslutter investeringsøkonomen.
Vestas-aktien er siden årsskiftet nede med 23,5 pct., mens kursfaldet den seneste måned lyder på 17 pct.
Læs også: Strateg: Disse 5 ting vil præge markedet denne sommer
Læs også: Lau Svenssen spår aktienedtur: Her fisker han efter afkast
