Henter kommentarer

Vildt skifte hos dansk aktiedarling – 31-årig i kometkarriere

Det danske medicoselskab ChemoMetec får ny mand i spidsen.

Det smager lidt af kometkarriere for den 31-årige Martin Helbo Behrens, der fra dags dato kommer til at stå i spidsen for selskabet, der har en børsværdi, der tirsdag ved børsluk lød på mere end 9 mia. kr.

Den revisoruddannede topchef kender ikke desto mindre selskabet indgående, understreger Chemometecs bestyrelse, der har stået bag valget.

I fondsbørsmeddelelsen til investorerne understreger ChemoMetec, at Martin Helbo Behrens kender selskabet indefra. Han blev oprindeligt ansat som en del af Group Finance, men rejste i 2021 til USA for at varetage stillingen som først driftsdirektør og efterfølgende finansdirektør for ChemoMetecs amerikanske datterselskab. 

I disse roller har han med ChemoMetecs egne ord haft en »stor andel i ChemoMetecs betydelige vækst og kommercielle succes på det nordamerikanske marked over de seneste år.« 

Martin Helbo Behren er efter knap tre år i USA vendt tilbage til ChemoMetecs hovedkontor i Allerød i rollen som vice-driftsdirektør. Derfra er det gået stærkt. 

1. februar i år tog han springet op som driftsdirektør, og nu har han efter knap halvanden måned sat sig i chefstolen.

»Med Martin Helbo Behrens’ indgående kendskab til ChemoMetecs organisation, produkter og markeder samt på baggrund af de resultater, han har medvirket til at skabe i ChemoMetec, vurderer bestyrelsen, at Martin Helbo Behrens fremadrettet vil være den rette til at stå i spidsen for ChemoMetec

Det er tale om et opsigtsvækkende skifte, da Martin Helbo Behrens afløser Rasmus Kofoed, der har arbejdet for Novo Nordisk i en lang række forskellige stillinger fra 1996 til 2008, ifølge LinkedIn.

Rasmus Kofoed har også været forbi medicinalgiganten Roche i et par år, før han gik til medicoselskabet Medtronic. Rasmus Kofoed nåede kun at få otte måneder i chefstolen hos ChemoMetec. Han tiltrådte 1. august 2023.

Rasmus Kofoed overtog efter Steen Søndergaard, der i december 2022 meddelte, at han ikke længere ønskede at være chef for ChemoMetec.