Henter kommentarer

Vinderaktier falder tilbage - strateg peger på hvorfor


En lang række af europæiske forsvarsaktier falder tilbage tirsdag omkring middagstid.

Heriblandt er tyske Rheinmetall, der dykker med 7 pct. og dermed lige nu er den dårligste aktie i det europæiske Stoxx 600.

Årsagen til faldet er ifølge Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, en ny melding fra den amerikanske storbank, Goldman Sachs.

Banken meddeler, at de ser mere nedtur end optur for de europæiske forsvarsaktiers værdiansættelser frem mod 2025.

»Forsvarsaktier og investering i dem er som at investere i alle andre temaer. Her skal indtjeningen stå mål med kursen, og det mener Goldman Sachs er begyndt at være mindre attraktivt,« lyder det fra investeringsstrategen.

Som investor skal du altid passe på med at lade temaer overskygge det fundamentale - nemlig værdiansættelsen.

»Bemærk i øvrigt at der er analytikere, der fortsat er positive på disse aktier. Årsagen til, at de falder så meget skyldes i min optik, at det er første gang, der rigtigt er nogen, der har fokus på værdiansættelserne,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Forsvarsaktierne dykker ovenpå, at de er steget eksplosivt de seneste år. Især ovenpå Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2024 er aktierne stukket af. 

En af de helt store vindere i denne optur er tyske Rheinmetall, der er steget knap 98 pct. det seneste år.

Opturen i aktierne skyldes især forventninger om stor fremtidig vækst i sektoren i takt med, at flere europæiske lande har sat gang i oprustning af forsvar og en udvidelse af de europæiske forsvarsbudgetter.

Dette er sket på baggrund af Ruslands invasion af Ukraine, som har været en øjenåbner for de europæiske lande, ifølge Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank. Det kan du læse mere om her.

Forsvarsaktierne har også fundet vej ind i de danske privatinvestors porteføljer den seneste tid.

I marts var både tyske Rheinmetall og svenske Saab kommet ind i top-10 over de mest handlede aktier blandt Saxo Banks kunder. Og især andelen af købshandler er meget bemærkelsesværdig, pointerer Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar til talene.

Hele 94 pct. af handlerne i Saab er købshandler og 88 pct. i Rheinmetall. Det kan du læse mere om her

Læs også: Køber op i populære aktier - beriget af stigninger

Læs også: Her mener aktiestrategichefen, at det største afkast kan høstes