De største amerikanske techaktier har været de seneste års store vindere.
Men en begivenhedsrig start på 2026 har nu sendt de syv giganter Apple, Microsoft, Nvidia, Tesla, Meta, Alphabet og Amazon i rødt for året. Det bemærker aktiechef i Sampension Philip Jagd.
I en kommentar påpeger han, at de syv aktier, der som gruppe går under navnet 'Magnificient 7' har leveret et samlet afkast på -7,3 pct. i 2026 - og at det for danske investorer er omtrent 1 pct. lavere pga. en lavere dollarkurs.
»Faktisk har mastodonterne klaret sig dårligere end et indeks for uprofitable techselskaber, der kun er nede 2-3 pct. for året i USD,« siger Philip Jagd, aktiechef i Sampension.
Den negative kursudvikling er endda kommet på trods af, at selskaber har meldt om »solid« udvikling i salg og indtjening i 2026 - og stærke regnskaber i fjerde kvartal. De har dog også meldt om markant højere investeringer end markedet havde ventet, og det er ikke faldet i markedets smag, påpeger Philip Jagd:
»Problemet med det er, at meget tyder på, at de større budgetter dækker over øgede omkostninger, og ikke at man bygger større kapacitet. Samtidig formår selskaberne ikke at løfte deres salgsestimater i nær samme hastighed som deres investeringer,« siger Philip Jagd.
Han vurderer at det derfor giver mening for investorerne at stille spørgsmålstegn ved, om investeringerne ikke blot udvander selskabernes indtjeningsevne og pengestrømme.
»At de investerer af frygt for ikke at være med, og ikke fordi de som gruppe indtil videre har opskriften på at spinde guld af de nye investeringer. I så fald skal de tidligere exceptionelle selskaber handle til lidt mindre exceptionelle multipler. Og det gør de så også. Faktisk har Magnificent Seven-aktierne ikke været billigere siden april 2025,« påpeger Philip Jagd.
Han tilføjer, at Magnificent Seven-aktiernes præmie til verdensindekset MSCI World siden 2015 kun har været kortvarigt lavere end det er nu: under Rose Garden-toldchokket i april sidste år og ultimo 2022.

