Godmorgen og velkommen til ugens første handelsdag.
Der er meget for investorerne at forholde sig til her til morgen, og det sætter gang i de finansielle markeder.
Konflikten i Mellemøsten med USA og Israel på den ene side og Iran på den anden side viser ingen tegn på at slutte lige foreløbig. Begge sider virker også opsat på at holde gang i kampene, skriver Bloomberg News.
Vi starter den finansielle overflyvning østpå, hvor handlen lige nu er i gang. De asiatiske aktier er blevet sendt ud i et giftigt fald her til morgen.
De japanske aktier styrtdykker med 6,6 pct., når man kigger på Nikkei-indekset.
De kinesiske aktier i Hang Seng-indekset, der hører til i Hong Kong, bliver sendt ned med 2,5 pct.
De voldsomme kursfald står til at sprede sig til Europa senere og til USA i eftermiddag.
Futures for de europæiske aktier indikerer et fald på 2,2 pct. til Stoxx 50-indekset ved børsåbningen om et par timer.
De tre ledende indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq står alle tre til at blive sendt ned med 2-2,3 pct. ved børsåbningen i eftermiddag.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.
Den voldsomme udvikling i Mellemøsten har sendt olieprisen på himmelflugt.
Prisen på den toneangivende Brent-olie fra Nordsøen er banket op til 113 dollar per tønde. Det er en stigning på 20 pct. det seneste døgn. Dermed er olieprisen nu vokset med over 87 pct. siden nytår.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldet handler nu til en pris på 5126 dollar pr. ounce, hvilket er et fald på 0,6 pct. det seneste døgn. Siden årsskiftet er guldprisen oppe med knap 17,8 pct.
Kryptovalutaen bitcoin er sendt op med 0,6 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed nu 67.556 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

