Volkswagens planer om at bygge en Audi-fabrik i USA er sat på pause. 

Det skyldes den usikkerhed, der er opstået på grund af præsident Donald Trumps toldsatser og mangel på økonomisk støtte fra de amerikanske delstater, skriver Bloomberg News.

Oliver Blume, som er topchef for Volkswagen, fortæller til den tyske avis Handelsblatt, at det ikke er muligt at investere store beløb, hvis toldsatserne fortsætter uændret. 

»Med en uændret toldbyrde kan store yderligere investeringer ikke finansieres. Vi har brug for omkostningsreduktioner på kort sigt og pålidelige forretningsbetingelser på lang sigt,« siger Oliver Blume.

Bilproducenten har allerede mærket toldsatserne. Alene i de første ni måneder af 2025 har de kostet Volkswagen omkring 2,1 mia. euro svarende til mere end 16 mia. kr. Det gør det alt andet lige svært at begynde, nye store projekter.

Volkswagen kæmper for at få en større del af det amerikanske bilmarked, hvor dets markedsandel i dag kun er omkring 4 pct. 

Mange af Audis populære biler, som for eksempel Q5 SUV'en, bliver lavet i Mexico. Det gør, at de skal betale told, når bilerne importeres til USA, hvilket gør dem dyrere for kunderne. 

Andre bilmærker som BMW og Mercedes-Benz bygger derimod deres SUV'er direkte i USA, og undgår dermed told.

Selvom Volkswagen allerede har bilfabrikker i USA - blandt andet i Tennessee og en ny under opførelse i South Carolina til mærket Scout Motors - er der ikke fundet en løsning for en Audi-fabrik. 

Oliver Blume understreger, at virksomheder, der investerer og skaber arbejdspladser, har brug for at kunne gøre det billigt nok. Disse problemer kommer samtidig med, at Volkswagen har skåret ned på sine investeringer for de næste fem år – fra 180 mia. euro til 160 mia. euro. Den nye plan forventes at blive offentliggjort i marts.