Henter kommentarer

| Opdateret

Wall Street status: Afventende markeder inden rentemøde - Tesla i bakgear


 

Ugen begynder med et afventende amerikansk aktiemarked, der trækker luft ind frem mod onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank.

Stemningen er dog forbedret en kende i middagshandlen, og de tre ledende indeks tikker lige så stille op i forhold til åbningen. Det brede S&P 500 stiger 0,3 pct., det samme gør det smalle Dow Jones-indeks, mens det teknologiprægede Nasdaq-indeks går frem med 0,2 pct.

På selskabsplan er der fokus på en række af de store teknologi-selskaber, hvor Tesla bliver sendt ned efter sænkede indtjeningsestimater hos Goldman Sachs, mens Apple kan rapportere om større interesse end ventet for selskabets nye iPhone

Læs også: Storbanker på stribe hæver indlånsrenten – få overblikket her

Stemningen på aktiemarkedet er præget af en begivenhedsrig uge, hvor flere centralbanker skal komme med afgørende rentemeldinger. Onsdag er det den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der afholder sit rentemøde, mens Den Europæiske Centralbank, ECB, afslutter sit møde torsdag. Både Storbritannien og Japan skal også i vælten i ugens løb.

»Denne uge vil være turbulent. Vi forventer tunge beskeder fra flere af centralbankerne,« siger Francois Rimeu, der er fundmanager i La Francaise Asset Management i Paris, til Bloomberg News.

Tesla falder 2,7 pct., efter at Goldman Sachs' analytiker Mark Delaney har sænket sine indtjeningsestimater for elbilkoncernen for i år og næste år med henvisning til lavere gennemsnitlige salgspriser og lavere bruttomargin.

For 2023 sænker Goldman sit estimat for indtjeningen per aktie til 2,90 dollar fra 3,00 dollar, mens det for 2024 sænkes til 4,15 dollar fra 4,25 dollar, skriver Bloomberg News.

Læs også: Storbank: Denne indikator peger på, at aktierne er på vej op

Analytikeren påpeger, at Tesla kan sænke priserne yderligere i 2024 for at understøtte volumensalget, hvilket vil opveje for indtjeningen per aktie, der ventes hulpet af omkostningsreduktioner.

Der er dog også godt nyt til Tesla, der har udsigt til at vinde markedsandele på det amerikanske bilmarked, efter at fagforeningen United Auto Workers (UAW) begyndte sin strejke mod bilproducenter i Detroit i fredags.

Ifølge Wall Street Journal vil enhver lønforhøjelse til UAW øge Teslas forspring i produktionsomkostninger til sine amerikanske konkurrenter som Ford, General Motors og Chryslers moderselskab, Stellantis.

Blandt teknologiaktierne har chipproducenten Arm Holdings fået sin første negative anbefaling. Det er finanshuset Bernstein, der har indledt sin dækning af aktierne med anbefalingen "underperform" og et kursmål på 46 dollar.

Det er dermed under emissionskursen på 51 dollar.

Læs også: 5 mulige vinderaktier: Sådan vil aktiechefen investere 100.000 kroner lige nu

Fredag lige efter børsåbningen i New York fortsatte investorerne med at hive Arm-aktier ind på bogen, men stemningen vendte efter kort tid, og slutfacit for dagen blev et minus på 4,5 pct.

Arm Holdings-aktien startede ellers sit liv på Nasdaq-børsen i New York med en stigning på knap 25 pct.

Mandag falder aktien 6,3 pct. i middagshandlen.

Apple har oplevet en væsentlig større interesse for sin nye generation af iPhones, end det var ventet blandt analytikerne.

Det viser forudbestillingsdata for den 15. generation af Apples iPhone, skriver Bloomberg News.

Særligt interessen for iPhone 15 Pro, der er den næstdyreste i mobilserien, har vist sig så høj, at leveringer er skubbet til ind i midten af november. Oprindeligt var lanceringen planlagt til 22. september, skriver Bloomberg News.

De indledende salgsdata for iPhone 15 er bedre end ventet, konstaterer analytiker Erik Woodring fra Morgan Stanley i et notat.

Apple-aktien stiger 1,6 pct.

Læs også: Forvirringen er total: Har Novo Nordisk fået en anmærkning eller ej?

Læs også: Populære danske aktier er gået markant tilbage: Det her kan du kigge efter for at undgå tab

.\˙ MarketWire