De amerikanske aktier fortsatte torsdag fremgangen. Det var næsten alle sektorer, som steg pænt, men især de cykliske aktier trak op, da rentekurven stejlede og indikerede øget tro på økonomisk vækst, men vækstaktierne vandt også frem, især softwarekæmpen Salesforce, som opjusterede.
Investorerne fordøjede fortsat onsdagens rentemelding fra Federal Reserve (Fed), som endnu ikke indeholdt en annoncering af en nedtrapning af bankens kvantitative lempelser, omend det ventes "snart", mens der var rygter om det samme fra ECB's side.
Desuden aftog bekymringen omkring China Evergrande ydermere, da selskabet tilsyneladende har sikret sig likviditet til at afdrage på sin gæld i denne uge, hvilket var med til at løfte risikoappetitten.
Fredag morgen ligger futures for de tre ledende amerikanske indeks næsten uændret. Nasdaq ligger med et fald på 0,1 pct., mens både S&P 500 og Dow Jones er uændrede.
- Der er virkelig risk-on torsdag, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
Han peger på, at sidste uges og mandagens minusser måske var den "perfekte storm", da der i sidste uge var en del optionsudløb, markederne i Asien, herunder i Kina, var delvist lukkede, og da investorerne hen mod Feds rentemøde onsdag ikke skulle have klinket noget.
- Det er lettelsens suk efter bekymringerne, og det ser ikke ud til at være så slemt med Evergrande. Det er ikke et Lehman-øjeblik. De seneste gange markedet er faldet, har det været nede med måske 2,5 pct., men denne gang med hele 5 pct. Så det har nok kløet i fingrene på mange for at gå ind, og nu hvor vi er på den anden side, så er der stor købelyst, forklarer Danske Banks seniorstrateg.
- Torsdag er der også gode historier ude. Salesforce stiger efter sin opjustering.
CYKLISKE AKTIER TOPPEDE
I S&P 500-indekset steg energiaktierne mest med 3,4 pct., da olieprisen gik op med 1,3 pct., mens finansaktierne vandt 2,5 pct., trukket af bankerne, fordi renterne steg kraftigt, den tiårige statsrente med 12 basispoint, hvilket gavner deres indtjening på ind- og udlån. Desuden gik industri frem med 1,5 pct., mens råvarer og materialer blev løftet 1,4 pct.
Inden for vækstsektorerne steg it-aktierne med 1,4 pct. , mens cyklisk forbrug gik op med 1,0 pct., og kommunikationsservice vandt 0,8 pct.
Blandt de store navne trak softwareselskabet Salesforce mest op i indekset med et plus på 7,2 pct., da koncernen torsdag opjusterede sine salgsforventninger.
Virksomheden ser nu en omsætning i regnskabsåret 2021/22 i intervallet 26,25-26,35 mia. dollar. I slutningen af august lød forventningen på 26,20-26,30 mia. dollar, hvilket også var en opjustering fra tidligere.
De amerikanske storbanker vandt også solidt frem med et plus på 3,4 pct. til JPMorgan Chase og på 3,9 pct. til Bank of America, mens de store teknologinavne fulgte trop med fremgang til Apple på 0,7 pct., til Amazon på 1,1 pct., til Facebook på 0,8 pct., til Nvidia på 2,5 pct. og til Microsoft på 0,3 pct.
STEG PÅ OPKØBSNYT
General Electric (GE) var også i søgelyset og vandt 4,5 pct., da industrikonglomeratet vil overtage BK Medical for 1,45 mia. dollar. Aftalen understreger, at topchef Larry Culp nu har rettet fokus mod vækst, efter at han har solgt forretninger fra og afdraget på gælden, skriver Bloomberg News.
Husbyggeren KB Home steg også 0,5 pct. En bedre end ventet ordreindgang i tredje kvartal gjorde op for en noget svagere omsætning og indtjening i perioden, der var ramt af flaskehalse, som påvirkede leveringen og øgede omkostningerne.
Canadiske Blackberrys amerikanske notering vandt desuden 10,9 pct. efter sit kvartalsregnskab, hvor omsætningen var bedre end ventet, mens Darden Restaurants steg 6,1 pct. efter en opjustering.
På coronafronten godkendte de amerikanske sundhedsmyndigheder Pfizers tredje vaccinestik til ældre, og aktien vandt 0,6 pct. En anden vaccineudvikler Novavax gik også op med 10,9 pct., da koncernen har søgt om nødgodkendelse af sin coronavaccine hos WHO, hvilket er en forudsætning for at levere vacciner til Covax-programmet til udviklingslande.
.\˙ MarketWire