Warren Buffet er skuffet: Kendt ketchupproducent opdeler selskab i to

Den legendariske investor Warren Buffett er skuffet over, at det amerikanske selskab Kraft Heinz, vil dele sig op i to seperate selskaber og dermed rulle den fusion tilbage, som den succesfulde investor var med til at orkestrere for ti år siden.
Det skriver CNBC.
Warren Buffett sidder på 27,5 pct. af aktierne i Kraft Heinz, og dermed er han selskabets største aktionær.
Aktien endte med at dykke 7 pct., efter Warren Buffett satte ord på sin skuffelse over selskabets udmeldte manøvre.
Mere nøjagtigt har ketchupproducenten tirsdag meldt ud, at virksomheden splittes i to separate virksomheder. Selskaberne har ifølge CNN endnu ikke fået nye navne, men den ene vil fokusere på de hurtigst voksende forretningsområder som saucer, pålæg og langtidsholdbare måltider.
Det andet selskab vil rette blikket mod dagligvarer og mad ude af hjemmet.
»Kraft Heinz’ mærker er ikoniske og elskede, men kompleksiteten i vores nuværende struktur gør det udfordrende at allokere kapital effektivt, prioritere initiativer og skabe skala i vores mest lovende områder,« lyder det ifølge CNN fra bestyrelsesformand Miguel Patricio.
Tilbage i 2015 indgik Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway et samarbejde med 3G Capital om at fusionere Kraft Foods med Heinz. Med tiden trak kapitalfonden sig ud af investering i Heinz - og var helt ude i 2023, og i samme periode kæmpede selskabet med salget.
Flere forbrugere begyndte nemlig at købe færre forarbejdede fødevarer, og analytikere havde peget på, at omkostningsbesparelser havde gjort det svært for Heinz at investere i sine brands, da de havde mest brug for det.
Siden 2015 er Kraft Heinz-aktien dykket med knap 70 pct., lyder det videre fra CNBC, men selvom en række investorer har mistet troen på selskabet, har Warren Buffett holdt fast.
Om han bliver ved med det, må tiden vise. Tirsdag lød det fra Warren Buffett, at han vil gøre det, som er bedst for selskabet, og bliver Berkshire Hathaway tilbudt at sælge sine aktier, vil man ikke acceptere et blokbud - medmindre andre aktionærer modtager samme bud.
Kraft Heinz-aktien er nede med 15,4 pct. siden årets start, mens kursfaldet lyder på knap 27 pct. det seneste år.