Mens mange af de største teknologiselskaber har haft en hård start på året, går chipgiganten Nvidia mod strømmen. Tech-mastodontens aktiekurs er steget med 2,7 pct. i 2026, mens det teknologitunge Nasdaq-aktieindeks er faldet mere end 2,5 pct., lige op til Nvidias kvartalsregnskab onsdag.

Årsagen til Nvidias succes er de enorme investeringer i kunstig intelligens (AI), som forventes at vokse endnu mere, skriver CNBC:

Det understreger blandt andre børshuset Wedbush, der henviser til, at Nvidia får omkring 90 pct. af sin omsætning fra sin datacenter-forretning.

»Prognoserne for hyperscale-investeringer i kalenderåret 2026 har overgået tidligere forventninger. Med servere og AI-infrastruktur, der udgør hovedparten af de fremtidige udgifter, forventer vi, at væksten i AI-investeringer til en vis grad vil overgå de overordnede tendenser for kapitaludgifter,« skrev børshuset i et notat mandag.

Hyperscale er et udtryk for store internetgiganter som Alphabet og Amazon, der driver enorme datacentre og leverer cloud-tjenester. Kapitaludgifter er virksomhedernes investeringer i udstyr og teknologi. 

Store teknologiselskaber som Alphabet, Microsoft, Meta og Amazon forventes samlet at investere næsten 700 mia. dollar i år for at udvide deres AI-kapacitet. 

Det er en stigning på over 60 pct. fra 2025. Selvom de massive investeringer er positive for Nvidia, er der også bekymring for, om teknologiselskaber investerer for meget. 

Analytikere i de store finanshuse på Wall Street er dog overbevist om, at Nvidia-aktien er værd at købe. 90 pct. af de analytikere, som FactSet følger, anbefaler at købe Nvidia-aktier. 

Wedbush har et kursmål på 230 dollar for Nvidia-aktien.