Henter kommentarer

5-procentlånet er millimeter fra at lukke: Så meget falder kreditkravet for købere


11.000 kr. Så meget vil indkomstkravet for en typisk bolig falde, hvis 5-procentlånet lukker, og 4-procentlånet bliver det toneangivende, skriver Børsen.

Køber en typisk familie med to børn et gennemsnitligt parcelhus på 150 kvadratmeter til 2,44 mio. kr., vil et rentefald altså betyde, at man kan slippe gennem kreditvurderingen med en årsindkomst på 839.000 kr. fremfor de aktuelle 850.000 kr. 

I hovedstaden, hvor priserne er høje og et gennemsnitligt parcelhus koster 6,5 mio. kr., falder indkomstkravet med 36.500 kr.

»Samlet set understreger beregningerne, at de faldende renter gør adgangen til boligmarkedet en smule billigere, og det understøtter alt andet lige boligmarkedet – og den positive effekt er størst i de dyreste områder,« siger Christian Hilligsøe Heining, cheføkonom i Realkredit Danmark, til mediet.

Læs også: Realkreditrenten spås at falde – så meget billigere kan det blive at låne til boligen

På det seneste har renterne bevæget sig nedad , og det er det, der gør, at realkreditobligationerne herhjemme også bevæger sig i samme retning. 

Ifølge privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank er 5-procentlånet med afdrag millimeter fra at lukke for tilbud.

»Den sluttede dagen i går i en gennemsnitskurs på 99,9, så vi har målfotoene fremme i øjeblikket. 4-procentlånet står klar i kulissen til en kurs omkring 96,« skriver han torsdag morgen på det sociale medie X.

I løbet af de seneste tre år har realkreditrenterne herhjemme heddet mellem 0,5 pct. og 6 pct.

Læs også: Laveste i 2 år: 'Det er meget usædvanligt'

Læs også: Næsthøjeste renteniveau i 14 år giver boligejere stor ekstraregning