Henter kommentarer

67-årige Niels rystet: Efterladt med skattegæld på 25 millioner

67-årige Niels Buus er blevet ramt af et »uretfærdigt« skattesmæk.
67-årige Niels Buus er blevet ramt af et »uretfærdigt« skattesmæk.
Vis mere

I 2018 blev 67-årige Niels Buus pålagt at betale mere end 20 millioner kroner i skat for nogle penge, han aldrig havde tjent. Siden er den vokset til godt 25 millioner.

Han blev nemlig ramt af den såkaldte iværksætterskat, der også er kendt som »skatten fra helvede«. Og mens en ny politisk aftale kommer andre danskere, der er blevet ramt af skattesmæk, til undsætning, må Niels Buus fortsat leve med at have en milliongæld hængende over hovedet.

Overfor B.T. kalder han det for »uretfærdigt«.

Det hele startede, da den nordjyske sattelitproducent Gomspace blev børsnoteret i 2016. Niels Buus ejede som tidligere topchef for firmaet en lille del af aktierne, der blev sendt kunstigt i vejret i 2017 på grund af et ifølge Buus »ubegrundet« opkøbsrygte.

Siden faldt aktiekurserne voldsomt igen, og aktierne, som Niels Buus aldrig solgte, er nu ikke mere end fem millioner værd.

Men han skylder altså stadig 25 millioner i skat for en gevinst på selvsamme aktier, han aldrig fik indkasseret. Og i øjeblikket vokser gælden med en million om året.

»Nu er jeg ikke jurist, men i min bog kan det ikke være lighed for loven, at jeg fortsat skal plages af en uretfærdig skattegæld, mens andre, der blev pålagt gælden et år senere, nu slipper for den,« siger Niels Buus til B.T.

Han henviser til en ny politisk aftale, der blev indgået mandag. Her besluttede regeringspartierne , at iværksætterskatten fra årsskiftet fjernes med tilbagevirkende kraft syv år tilbage.

Konkret betyder den nu snart afskaffede iværksætterskat, at aktionærer, som ejer under ti procent af en virksomhed, ved udgangen af hvert år skal betale 22 procent i skat på værdistigninger af børsnoterede aktier. Også selvom man som aktionær ikke har solgt nogle af sine aktier og dermed ikke har tjent nogle penge på dem.

Da Niels Buus hørte, at hans egen sag ikke var omfattet af aftalen, blev han rystet.

»Der må jeg indrømme, at jeg godt nok var rystet. Men derudover, så begyndte jeg også at undre mig lidt over, hvorfor man har lavet en syvårsgrænse,« siger han og tilføjer:

»Det er en utilsigtet fejl, som man begik, dengang man lavede loven. Det har man jo erkendt nu, både ved at afskaffe skatten fremadrettet og med tilbagevirkende kraft. Jeg synes, at man burde sørge for, at alle, der er blevet ramt af skatten, får erstatning. Ikke kun dem, der lige ligger syv år eller kortere tid tilbage.«