Henter kommentarer

Dansk storbank sænker renten på både ind- og udlån

Nu sænker Jyske Bank renten for en række privatkunder.
Nu sænker Jyske Bank renten for en række privatkunder. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hos Jyske Bank justerer man nu rentesatserne på både indlån og udlån. 

Det skriver banken på sin hjemmeside.

Med andre ord betyder det, at bankens kunder kan opleve, at deres lån bliver en smule billigere, mens også gevinsten ved at have sine penge opbevaret i banken mindskes.

Således sænker banken den nominelle årlige rente på lån, kreditter og bevilgede overtræk til privatkunderne med 0,25 procentpoint på udvalgte lån.

Også en række indlånskonti sænkes med samme procentsats blandt andet Jyske Banks opsparingskonti med navnene Opsparingskonto og Opsparing ung samt en række pensionskonti.

Her lyder renten på indestående på mellem 0 kroner og 100.000 kroner nu på 1 pct. Har man mellem 100.000 kroner og 500.000 kroner hedder renten 1,30 pct., mens beløb over 500.000 udløser en rente på 1,75 pct. om året.

Rentesænkningen kommer, efter Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag i sidste uge sænkede sin styringsrente med 0,25 procentpoint. Kort efter fulgte Nationalbanken efter og sænkede sin rente med tilsvarende 0,25 procent fra 3,35 procent til 3,1 procent.

Ændringerne træder i kraft den 23. oktober 2024.