Efter flere dage med særdeles 'røde' elpriser, som også har slået rekord flere gange, ser det noget anderledes ud denne torsdag.

Og dét til det bedre.

For i løbet af det kommende døgn kommer prisen per kilowatt-time (kWh) på intet tidspunkt op i det røde – og dermed meget dyre – felt.

Det fremgår af oversigten hos elberegner.dk.

Selvom priserne dermed holder sig fra det helt høje niveau, er der dog heller ikke mange helt lave priser at finde i oversigten.

Faktisk er det kun fra klokken 23 i aften, at vi kan finde en 'grøn' – og dermed 'lav' –  pris.

Resten af døgnet befinder priserne sig i det orange felt, som indikerer en 'middel' pris.

Set over døgnet betyder det for Østdanmark, at den gennemsnitlige elpris per kilowatt-time ender på 2,03 kroner inklusiv tariffer og afgifter, mens den i Vestdanmark ender på 1,92 kroner.

Ud over den grønne pris fra klokken 23 er det billigst i tidsrummet fra klokken 11 til 17, mens det er dyrest i morgen- og aftentimerne.

Prisen topper klokken 08 på 2,51 kroner i Østjylland og 2,44 i Vestjylland.

Det er dog noget af en forbedring i forhold til priserne i begyndelsen af ugen, hvor elprisen mandag toppede på over seks kroner per kilowatt-time mellem klokken 17 og 18, og tirsdag toppede på 4,77 kroner i Vestdanmark og 5,04 kroner i Østdanmark.

Priserne herover er de rene elpriser plus tariffer og afgifter. Derudover skal du betale til dit elselskab.

Din endelige elpris bliver derfor en smule højere. Hvor meget afhænger af dit elselskab og din prisaftale.

Artiklen er oprindeligt udgivet på B.T.