Henter kommentarer

Er du en af de heldige? Skattestyrelsen giver skattefri gevinst til særlig gruppe aktionærer


En særlig gruppe af danske aktionærer kan se frem til en skattefri gevinst.

Skattestyrelsen har nemlig indgået en såkaldt 'masse-afgørelse', som betyder, at ombytningen fra Topdanmark-aktier til Sampo-aktier kan ske skattefrit. 

Tilbage i juni 2024 annoncerede den finske finanskoncern Sampo, at den ønskede at købe det danske forsikringsselskab Topdanmark. 

Sampo skulle have over 90 pct. af Topdanmark-aktierne for at kunne gennemføre opkøbet, og derfor udstedte de et opkøbstilbud af aktier, som mange sagde ja til. I september kunne det finske selskab så meddele, at de havde fået erhvervet sig over de 90 pct. af aktierne.

Prisen lød på at aktionærer i Topdanmark ville modtage 1,25 A-aktier i den nye danske notering af Sampo for hver Topdanmark-aktie, som de ejede.

I juli besluttede Skattestyrelsen så, at denne ombytning kunne ske skattefrit, skriver revisionshuset Beierholm i en kommentar.

Det betyder, at Sampo-aktierne anses for anskaffet på samme tidspunkt og til samme værdi som Topdanmark-aktierne.

Hvis ombytningen til Sampo-aktier har resulteret i, at man som aktionær ikke får et helt antal nye Sampo-aktier bliver restandelene udbetalt, og dette beløb vil blive beskattet som udbytte, oplyser Beierholm.

Hvis man som Topdanmark-aktionær sagde nej tak til ombytningstilbuddet fra Sampo, har man i stedet fået tvangsindløst sine aktier, hvilket skattemæssigt sidestilles med salg - og det skal der betales skat af.

Hvis man har købt sine Topdanmark-aktier før 2006 og stadig ejede dem op til ombytningen, og hvor kursværdien af den samlede aktiebeholdning pr. 31. december 2005, var under 136.600 kr., kan aktierne som udgangspunktet sælges skattefrit.

Disse skattefordele er gået med videre fra Topdanmark-aktierne til Sampo-aktierne, hvis man som aktionær har takket ja til ombytningstilbudet. 

Dermed vil man senere kunne sælge sine Sampo-aktier skattefrit.