Danmark har fredag stemt for massive toldsatser på kinesiske elbiler.
Og det risikerer nu at ramme danske arbejdspladser som en boomerang.
Og det altså selv om vi i Danmark ikke har en bilindustri, som kineserne kan gå efter i en eventuel hævnaktion.
Nej, kineserne truer nemlig med at ramme EU på helt andre områder, konstaterer Rune Thyge Johansen, som er analytiker hos Danske Bank, over for B.T.
Kina har nemlig raslet med sablen og truet med at smække importtold på svinekødsprodukter og cognac fra EU-landene.
»Det virker til at være en klar forhandlingstaktik fra Kinas side,« siger Rune Thyge Johansen.
Danmark har ingen nævneværdig eksport af cognac, men vores eksport af svinekød til Kina er hvert år en milliardforretning.
Ifølge Rune Thyge Johansen udgør det kinesiske marked 12 procent af Danmarks samlede eksport af svinekød.
Og samlet havde den eksport i 2023 en værdi på 3,3 milliarder kroner, oplyser Danske Svineslagterier.
Rune Thyge Johansen kan ikke sætte beløb på den mulige regning til den danske svinekødsindustri.
Han mener, at Kina har udset sig især Frankrig som mål for sine modtræk til den europæiske straftold på elbiler fra Kina.
»Det er Frankrig, der eksporterer cognac, og det er Frankrig, der har drevet indsatsen for at få indført told på de kinesiske elbiler, så det er ret tydeligt, at man her går imod franskmændene,« siger Rune Thyge Johansen, som konstaterer, at den franske præsident Emmanuel Macron har været fortaler for mere protektionisme i Europa.
»Hvad angår svinekød, så ved kineserne, at EU har et stort marked i Kina, og at det her er et område, der kan gøre ondt på Europa,« forklarer Rune Thyge Johansen.
De største EU-eksportører af svinekød til Kina er således Spanien, Holland og Danmark, fortæller han.
»I det spil vil Danmark være lidt følgeskade,« konstaterer han.
Ifølge Bloomberg stemte 10 EU-lande for indførelsen af toldsatserne ved dagens afstemning.
Iblandt dem var Danmark, og erhversminister Morten Bødskov har også allerede i september over for B.T. erklæret sin støtte til toldsatserne.
»Fra dansk side bakker vi op om at tage de nødvendige midler i brug for at forsvare vores virksomheder,« lød det i en skriftlig udtalelse fra erhvervsministeren.
»For ellers bliver Europa oversvømmet, fordi virksomhederne ikke har en chance med så unfair vilkår.«
»Det skader europæiske industrier og går ud over almindelige lønmodtagere. Vi skal selvfølgelig stadig handle, men det skal være på lige vilkår,« fastslog Morten Bødskov desuden.
Fire lande – heriblandt Tyskland, som har kæmpet voldsomt imod – stemte nej, mens 12 lande afholdt sig fra at afgive stemme, og dermed kan EU-kommissionen nu indføre regler, som kommissionen selv har bragt til afstemning.
Det ventes man ifølge Rune Thyge Johansen at gøre med virkning fra slutningen af oktober, selv om der endnu forestår yderligere forhandlinger med Kina.
Satserne er differentierede og fastsat ud fra, hvor meget de enkelte kinesiske bilfabrikanter har samarbejdet med EU-kommissionens undersøgelse af ulovlig kinesisk statsstøtte.
Den har betydet, at eksempelvis Tesla står til at få en yderligere sats på omkring otte procent, mens SAIC, der blandt andet står bag MG-mærket, vil skulle betale godt 35 procent oveni den allerede eksisterende toldsats på 10 procent.
