De danske bilkøbere har fået en tidlig julegave.

Det mener de i hvert fald hos FDM, efter Semler torsdag annoncerede en forlænget garanti på i alt fem år på elbiler af mærkerne Volkswagen, Škoda og Audi.

»Det er en god dag for de danske bilister. Vi har i flere årtier kæmpet for at få de europæiske producenter og importører til at fokusere på bedre garantier. Vi plejer at sige, at lige som sikkerhedsselen passer på personen, så passer garantien på passagerens økonomi,« forklarer Lennart Fogh, områdechef for juridisk rådgivning hos FDM.

Han påpeger også, at dette er med til at lægge pres på de firmaer, der står tilbage med de kortere garantier, og FDM opfordrer dem til at følge trop.

»Vi trænger til, at garantierne bliver et konkurrenceparameter og kommer frem i lyset.« 

FDM havde dog gerne set, at aftalen gjaldt for alle Semlers biler, og Lennart Fogh kalder det for 'et lille hår i suppen'.

»Men vi synes, at det her er et godt sted at starte, og lige nu skal vi glæde os over, at der er forståelse for, at firmaerne også bør stå bag de her meget dyre produkter i mere end to år.« 

Lennart Foghs opfordring til potentielle bilkørere er dog fortsat, at de altid snakker med forhandlerne om garantien på den bil, de overvejer at købe. 

»Det skal man altid gøre. Der er forskel på garantier på alle mærker, og det er ikke kun længden, det er også indholdet. Bring det op i snakken, og det gælder også, hvis man køber en brugt bil. Få talt om, hvad der følger med, og få det på skrift.«

Samtidig påpeger han, at forbrugerne skal huske, at den garanti, der følger med nye biler ikke er holdbarhedsgarantier, men derimod 'kun' garanterer mod de eventuelle fejl, bilen har haft, da den forlod fabrikken.

Endnu en god grund til at snakke med forhandlerne om garantierne er, at der i disse år er mange nyere brugte elbiler på det danske marked.

»Der kommer kolossalt mange af dem ind på markedet, og de fleste af dem er ikke mere end et år gamle. Der skal man være opmærksom på, at de biler kommer med de garantipakker, de har fra deres 'hjemland'. Så hvis de for eksempel er importeret fra Sverige, kommer de med den garantipakke,« forklarer Lennart Fogh og fortsætter:

»Det betyder, at når man ser på en brugt bil og en af de biler, der er omfattet af Semlers garantipakke, så kan de stå ved siden af hinanden og ligne to dråber vand – men ikke på garantipakkerne. For Semlers nye garanti gælder ikke brugte importerede biler, selvom bilerne hedder det samme.«