Krisens effekt på priserne vil være begrænset.

Sådan lyder vurderingen fra Ib Fredslund, der er chefstrateg i Jyske Bank, når han bliver spurgt om, hvorvidt krisen i Det Røde Hav vil føre til dyrere varer herhjemme.

»Vi kan ikke sammenligne den nuværende krise med coronakrisen, hvor smittebølgen betød mangel på kapacitet og vareudbud i forhold til efterspørgslen. Vi forventer ikke den samme inflationseffekt, så der er ikke udsigt til store prisstigninger ude i butikkerne,« udtaler han i en nyhed fra Jyske Bank.

Krisen i Det Røde Hav, som der bliver refereret til, indebærer, at mange fragtskibe er begyndt at sejle den længere og dyrere rute syd om Afrika for at undgå Houthiernes angreb i Det Røde Hav.

»Under corona oplevede vi et lille udbud af varer, kombineret med en stor efterspørgsel. I dag er det næsten lige omvendt. Produktionskæderne kører fint, lagrene er større, og samtidig har efterspørgslen i høj grad flyttet sig fra fysiske varer til serviceydelser som ferier, rejser og restaurantbesøg. Så der opstår ikke de samme flaskehalse,« forklarer Ib Fredslund.

Men selvom der ikke lige nu er en truende inflation på vej, så vil det få betydning hvor længe krisen i Det Røde Hav fortsætter, pointerer chefstrategen.

Hvis krisen kommer til at fortsætte i flere år og fragtskibene vil fortsætte med at vælge den alternative rute, så kan det i sidste ende sætte en kæp i hjulet for den gode udvikling på inflation og renter.

»En anden risiko kunne være, hvis vi ser en eskalation af Røde Hav-krisen, så den rammer de store olieproducenter som Saudi-Arabien med for eksempel markant stigende oliepriser til følge. Det kunne godt føre til højere inflation – men er indtil videre kun et risikoscenario,« fortæller chefstrategen.

Læs også: Se listen: Så meget har andre på din alder investeret

Læs også: Slutspurt sikrer danskernes pensionsafkast