Hun har betalt godt 18.000 kroner for meget i skat, men hun kan hverken få pengene tilbage eller klage.

Det er lige nu virkeligheden for boligejeren Hanne, der torsdag fortæller DR om endnu en af statens pinlige it-fejl.

»Når jeg ligesom alle andre er berettiget til at få nogle penge, og jeg så på grund af en computerfejl ikke kan få dem, så synes jeg, det er døduretfærdigt,« siger hun til mediet.

Skattevæsenets systemer har fejlagtigt noteret, at Hanne Grøn i mindst to år har betalt 0 kroner i skat.

Det er helt forkert - tværtimod har hun betalt alt for meget og bør have penge tilbage.

Men det får hun ikke, er den klare melding fra Vurderingsstyrelsen.

Forklaringen lyder, at styrelsen godt må undlade at udbetale penge, hvis it-systemet ikke automatisk kan afgøre en sag.

»Du kan ikke klage over denne afgørelse«, lyder det videre.

Ifølge DR skønner Vurderingsstyrelsen foreløbig, at problematikken kan gælde omkring 1900 ejendomme.

B.T. vil meget gerne høre fra dig, hvis du står i samme situation som Hanne Grøn. Tip os i boksen ovenfor eller skriv til journalist ofru@bt.dk.

Styrelsen er ved at undersøge problemet, og direktør Anne-Sofie Jensen er optaget af, at boligejere, som har betalt for meget skat, får deres penge, siger hun til DR.