Høje elpriser i vente: Ikke set i næsten to år


Elprisen stiger mandag aften til det højeste niveau i næsten to år, når prisen kommer op over syv kroner per kilowattime.
Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.
Ifølge Troels Skipper, kommerciel chef i OK, skyldes den høje elpris en kombination af stigende gaspriser og mangel på vind- og solenergi.
»Vi er lige nu i den kedelige situation, at den høje gaspris presser elprisen med op. Og vi får desværre ikke nok elproduktion fra vindmøller og solceller til at presse prisen den anden vej. Derfor ser vi høje priser - og i aften ekstremt høje pristoppe,« siger han.
Det bliver dyrest mandag aften klokken 19.45 frem til klokken 20.
Her vil strømmen cirka koste 7,30 kroner i Vestdanmark og cirka 7,10 kroner i Østdanmark.
Også i timerne fra klokken 18 til 19 og fra 20 til 21 bliver elprisen høj i hele landet, lyder det.
Sidst timeprisen lå på omkring syv kroner per kilowattime, var i december 2024.
Du kan finde dit netselskab her.
Artiklen er oprindeligt udgivet på B.T.