Messerschmidt kræver mere af Mette Frederiksen: 'Vi er jo ikke i mål'
På trods af den nye aftale er DFs kritik af regeringen ikke helt forstummet, siger Messerschmidt.

På trods af den nye aftale er DFs kritik af regeringen ikke helt forstummet, siger Messerschmidt.

Det har været et af forårets helt store politiske slagsmål.
Mens krigen i Mellemøsten har sendt priserne på benzin og diesel på himmelflugt, har Dansk Folkeparti gang på gang langet ud efter regeringen for ikke at gribe ind.
Men nu sker der endelig noget, lyder det fra partiformand Morten Messerschmidt (DF).
»Jeg tror, det er første gang nogensinde, at man laver så stor en afgiftssænkelse på benzin og diesel. Det er jeg enormt glad for,« siger han til B.T.
Torsdag præsenterer regeringen sin nye skatteaftale med Dansk Folkeparti, som betyder, at afgifterne på benzin og diesel sænkes med to kroner per liter i 2027.
På den måde får Dansk Folkeparti indfriet et af sine centrale valgløfter.
Pengene til de lavere brændstofpriser skal blandt andet findes ved at udskyde indfasningen af regeringens planlagte skattelettelser.
Dansk Folkeparti har gentagne gange kritiseret regeringen for ikke at gøre nok for danskerne i landdistrikterne og for de billister, der mærker de stigende priser på pengepungen.
Men på spørgsmålet om, hvorvidt kritikken - set i lyset af aftalen - så er parkeret for nu, lyder svaret fra Messerschmidt:
»Vi kvitterer for, at vi har landet en aftale, men vi er jo ikke i mål. Vi vil selvfølgelig gerne fortsætte ned ad det her spor, så vi kommer helt i bund på afgifterne,« siger han.
»Men jeg er rigtig glad for den aftale, der ligger.«
Flere politiske kommentatorer har bidt mærke i det noget umage samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti og har peget på, at aftalen har parkeret de andre borgerlige partier på sidelinjen.
Morten Messerschmidt, betyder denne her aftale, at du er den nye leder af blå blok?
»Altså nej, ikke nødvendigvis. Vi har fem ledere i blå blok, som jo hver især gør en forbilledlig indsats,« siger han.
»Tit står vi sammen, og nogle gange gør vi det ikke. Jeg synes, at det med at skulle have én leder i blå blok, det kan vi måske tale om, når vi nærmer os et valg.«
Men anerkender du, at denne her aftale sætter dig i en mere fremtrædende position?
»Jeg er glad for at kunne levere på et af mine helt centrale valgløfter, og så må I, kloge journalister og kommentatorer, finde på titlen til os,« lyder svaret.
Prisfaldet på benzin og diesel gælder i første omgang kun i 2027. Derudover er det også en del af aftalen, at elbiler fortsat skal have lave registreringsafgifter.
Artiklen er oprindeligt udgivet på B.T.