Politiet modtager fortsat anmeldelser om falske mønter.
Og der er tale om gode efterligninger af 20-kronemønter, der i alle de bekræftede tilfælde er fra 2021.

Det skriver Danmarks Nationalbank i et opslag på Facebook.
»Hvis man modtager 20-kronemønter med årstallet 2021, er der god grund til at kaste et ekstra nøje blik på mønten,« lyder det fra Niels Kaas, der er hovedkasserer i Nationalbanken i Facebook-opslaget.
Det kan være vanskeligt at spotte, om man har fat i en falsk mønt.
Men Nationalbanken skriver, at der er flere små tegn, der afslører om der er tale om en forfalskning.
Det er blandt andet manglende detaljer på motiverne, og hele den falske mønts motiv er en anelse for lille.
Politiet anbefaler, at man sammenligner mønterne og grundigt tjekker for fejl, hvis man har mistanke om at være i besiddelse af en falsk mønt.
Og hvis mistanken er stærk, så bør man kontakte politiet, som beslaglægger mønterne, lyder det.

