Snart bliver 10,1 mia. kr. ubrugelige, og derfor er det vigtigt, at danskerne husker at tjekke efter i skuffer og lommer.
Sådan lyder det fra Nationalbankens hovedkasserer fredag, skriver B.T.
1000-kronesedler og ældre pengesedler bliver den 31. maj 2025 ugyldige, fremgår det af en meddelelse fra Nationalbanken tilbage i november.
Her forklarede Nationalbanken, at man har valgt at droppe 1000-kronesedler, fordi den finansielle sektor og detailhandlen blandt andre har haft et ønske om at udfase sedlen, da det derved vil blive nemmere for butikker at håndtere pengene, samtidig ligger der også en præventiv grund bag.
»Politiet vurderer samtidig, at 1000-kronesedlen i højere grad end andre sedler anvendes til at understøtte økonomisk kriminalitet af forskellig karakter,« skrev Nationalbanken i november.
»Selvom antallet af forfalskninger af danske sedler stadig er begrænset, er 1000-kronesedlen i stigende grad genstand for forsøg på forfalskninger. Det kan skade tilliden til kontanterne.«
Indtil videre har danskerne indleveret sedler for 14,4 mia. kr., men der mangler stadig 10,1 mia. kr., skriver B.T.
Det gælder 1000-kronesedlen og en række ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997.
Læs mere: Alle investorernes øjne er rettet mod denne neglebider i dag – det kan det betyde for aktierne
Læs mere: Populær aktie er braget op – investor ser opturen fortsætte
