Vi er lige nu vidne til en markant og opsigtsvækkende udvikling i Danmark.
For første gang nogensinde er mere end 100.000 danskere i arbejde, selvom de har passeret folkepensionsalderen, påpeger Helle Dalsgaard, rådgivningsleder i Sampension
Hun betegner udviklingen som både markant og bemærkelsesværdig.
»Vi har i de seneste år set, at markant flere danskere arbejder videre, efter at de har passeret pensionsalderen. Og at antallet nu for første gang har passeret 100.000, er en imponerende milepæl og i den grad bemærkelsesværdigt,« siger hun
I oktober i år var 100.498 danskere over folkepensionsalderen i beskæftigelse, ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Det er det højeste niveau, der nogensinde er registreret, og svarer til en stigning på 6 pct. sammenlignet med samme måned sidste år og hele 27 pct. sammenlignet med oktober 2022.
Der kan være flere grunde til, at seniorer vælger at blive længere på arbejdsmarkedet. For nogle handler det om fortsat at være en del af et fællesskab og bidrage med erfaring og viden. For andre spiller økonomien en afgørende rolle, forklarer hun:
»For mange spiller økonomi også ind. Og her har det forhold, at den økonomisk gulerod ved at blive længere på arbejdsmarkedet løbende er vokset de seneste år, uden tvivl bidraget til boomet i antallet af danskere, der arbejder efter pensionsalderen.«
Hun peger blandt andet på, at pensionister ikke længere bliver modregnet i folkepensionen, hvis de arbejder.
Derudover kan man modtage en skattefri seniorpræmie for både det første og andet år, man arbejder efter folkepensionsalderen.
Senest har Folketinget besluttet at forhøje seniorpræmien fra årsskiftet.
»Det betyder, at det fremover i endnu højere grad kan betale sig rent økonomisk at udskyde pensionen,« siger Helle Dalsgaard.
Ifølge Sampension er der derfor ikke udsigt til, at udviklingen stopper foreløbig.
»Tværtimod. For en stor del af danskerne – også dem oppe i årene – er det attraktivt at arbejde i et eller andet omfang efter pensionsalderen. Sammen med de stigende økonomiske gevinster må vi forvente, at tendensen fortsætter,« fortæller Helle Dalsgaard.
Seniorpræmien kan opnås, hvis man arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen og er i beskæftigelse mindst 1.560 timer om året.
Med den netop vedtagne lov forhøjes præmien for det første år med cirka 5.300 kr. til 53.901 kr. i 2026 og yderligere til 63.080 kr. i 2029 (2025-niveau).
Præmien for andet år forhøjes til 32.074 kr. i 2026 og 37.420 kr. i 2029.

