Prisen på chokolade stiger til vejrs: Men det kan blive endnu værre
Mange familier vil sandsynligvis lægge chokolade i indkøbsvognen, når der skal handles ind til juledagene.
Men det kan vise sig at blive en dyr fornøjelse, for siden september er priserne på kakaobønner steget med omkring 80 procent.
Det viser tal fra International Cocoa Organization, ifølge DR, og torsdag lød prisen på et ton kakao på 9.876 euro, svarende til 73.440 kroner.
I foråret var priserne også skudt i vejret, og i april lå prisen på et ton kakao på 76.755 kroner. Til sammenligning lå prisen på 29.212 kroner i midten af december sidste år.
Det kan dog vise sig at blive endnu værre.
»Forbrugerne kommer til at mærke endnu højere priser, for jeg tror, vi ryger op på en pris per ton på mindst 12.000 euro (89.492 kroner, red.),« siger Mikkel Friis-Holm, der er stifter af Friis-Holm Chocolate Factory.
Philippe de Selliers, som administrerende direktør for Leonidas, der producerer belgisk chokolade, siger til Associated Press, at kakaopriserne blandt andet er steget på grund af dårlige forhold for kakaotræerne.
Også klimaforandringer har noget at skulle have sagt, siger Mikkel Friis-Holm til DR.
Han peger på, at mange af kakaobønderne er så fattige, at de ikke har råd til at passe træerne, og at både massiv sol eller store regnskyl har stor betydning for kakaotræerne.


Genialt: Det her kort skal du have

















