Der er mange, mange penge at spare, hvis bare du bruger lidt tid på at gennemgå dine muligheder. 

Sådan lyder det fra Luksusfælde-eksperten Kenneth Hansen, som gæster podcasten Spar Kassen.

»En af de største poster i folks privatøkonomi er forsikringer,« siger han til B.T.s podcast.

Men ved at afsætte en brøkdel af sin tid på at danne sig et overblik og undersøge mulighederne for billigere aftaler, kan man finde en gevinst på den længere bane:

»Der synes jeg jo, at man en gang om året skal sætte sig ned og kigge på ens dækninger, men også dele sine forsikringsforretninger ud i forhold til de andre forsikringsselskaber. Hvis man er medlem af en fagforening, har de tit en samarbejdsaftale,« siger Kenneth Hansen til Spar Kassen.

Derudover fortæller den økonomiske ekspert også om en online-guide, der kan sammenligne forsikringstilbud: 

»Forbugerrådet Tænk har også udviklet det, der hedder forsikringsguiden, hvor man gå ind og skrive sine oplysninger ind og få nogle tilbud tilsendt, hvor man kan vurdere, om det er noget, der er interessant for mig.«

»Det er et stykke arbejde i det, men den time eller to, som du bruger én gang om året kan vise sig at spare dig rigtig mange penge.«

Han pointerer derudover, at selvom forsikringer kan virke kedelige og tidskrævende for mange danskere, så er det vigtigt, at gøre det så billigt som overhoved muligt.

Det handler nemlig om at træffe de rigtige valg for ens individuelle situation og økonomi:

»Det handler om prioriteringer og at træffe de rigtige valg i sin økonomi. Igen, hvis man nu ikke brugte pengene på impulskøb nede på tanken i stedet for,« fortæller han.

Du kan lytte til det fulde afsnit ved at klikke på nedenstående boks, eller ved at tilgå følgende links:

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.