1.121 mia. kr.

Så mange penge stod der på bankernes almindelige bankkonti ved udgangen af oktober, viser friske tal fra Nationalbanken.

Det svarer til, at hver voksen dansker i gennemsnit har 233.000 kr. stående på bankkontoen, lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, i en kommentar.

Han tilføjer dog, at det store milliardbeløb er »ganske ulige fordelt.« Til gengæld er pengene en god buffer.

»De mange milliarder fungerer som en stødpude i en tid, hvor priserne har været på himmelflugt og taget solide lunser af budgettet. Det er i den forbindelse dog vigtigt at blive mindet om, at bankindlånet er ulige fordelt blandt danskerne, og langtfra alle vil kunne genkende sig selv i tallene.«

De seneste år er bankindlånet steget »flot«. Det til trods at priserne sidste år nåede det højeste i 40 år. Ifølge privatøkonomen skyldes det flere årsager.

»Beskæftigelsen slår rekord, og der er nu flere end 3 mio. beskæftigede herhjemme. Samtidig bevæger lønningerne sig igen hurtigere end prisstigningerne. Det medvirker til at øge den samlede lønindkomst og er en underliggende pil op for indlånet. Hertil får danskerne i gennemsnit igen positiv rente på deres bankindlån, og det øger incitamentet til at spare op.«

Til sidst fremhæver han friværdien i danskernes boliger.

»Friværdierne er som helhed store trods fald fra toppen sidste år.«

Læs også: Laveste i 2 år: 'Det er meget usædvanligt'

Læs også: Opfordres til at give kunderne billigere boliglån