Dyrere – og billigere.
Sådan ser det ud for landets bilejere i 2025, hvor der bliver justeret på forskellige afgifter for benzin, diesel og el.
Derfor kommer det helt an på, hvilken bil man har i forhold, hvordan udviklingen bliver, skriver FDM. Og hvor langt man kører. Se detaljeret oversigt nederst i artiklen
Vi tager det mest negative først, dieselbilerne.
»De kommende afgiftsstigninger rammer dieselbilisterne hårdest,« konstaterer Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM:
»Samlet set bliver diesel i vores beregninger 1,05 kroner dyrere pr. liter.«
Billedet for dieselbiler kompliceres af, at energiafgiften på diesel stiger med 4 procent og forhøjes med yderligere 65 øre som følge af aftale om det grønne råderum.
Samtidig skærpes det såkaldte fortrængningskrav på CO₂ med et endnu ukendt niveau. FDM har beregnet med 25 øre pr. liter, men omvendt valgte et flertal i Folketinget tidligere i år dog at sænke den såkaldte udligningsafgift.
Så er der benzinbilerne.
Her viser FDM-udregningerne, at det vil blive fire procent dyrere at tanke pr. liter på grund af en justering af energiafgiften efter nettoprisindekset. Det svarer til cirka 23 øre.
Videre til elbilerne, der får de bedste nyheder.
»Elafgiften falder i 2025 samlet 4 øre pr. kWh. Det betyder, at de elbilister, som har ladeboks uden afgiftsrefusion, vil opleve en marginal afgiftslettelse,« lyder det ifølge FDMs beregninger.
Forbrugerøkonom Ilyas Dogru opsummerer:
»Modsat i år, hvor energiafgifterne tog et større afgiftshop, bliver det mere beskedent i 2025. Hvad enten man kører benzin-, diesel- eller elbil, bør de ændrede afgifter ikke kunne få noget bilbudget til at vælte,« siger han:
»Men selvom det er småbeløb, er det med til at understrege, at det er billigere at køre elbil. Især hvis man har mulighed for at lade hjemme på sin egen ladeboks.«
Her kan du se hvor meget dyrere og billigere det bliver for elbiler, benzinbiler og dieselbiler næste år i forhold til de kørte kilometer:


