Antallet af klager over rejsebookingportaler stiger – og det får ekspert til at komme med opfordring til køberne.

Det skriver Politiken.

Ifølge tal fra Trafikstyrelsen har der de seneste år været stigninger, hvad angår klager vedrørende en flyrejse, som er købt gennem en bookingportal.

Og det får fagchef i Gouda Rejseforsikring, Louise Hertzum Andersen, til at komme med en opfordring.

»Som rejsende er det vigtigt, at man kan være tryg ved, at man får hjælp og eventuelt erstatning, hvis der sker uforudsete hændelser. Vil man være sikker på det, er det vores klare anbefaling, at man køber sine flybilletter direkte gennem europæiske flyselskaber, eller at man køber en pakkerejse, hvor man ved, at der er styr på tingene fra udrejse til hjemrejse,« siger hun til Politiken.

Også hos Forbruger Europa, der hører under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har man oplevet en lignende tendens; at køberne har problemer på en rejse, der er booket gennem en portal.

Det skrev B.T. i sommer:

»I de værste tilfælde ser vi, at forbrugere ikke får udleveret den bil, de havde booket, og oven i må betale for leje af en anden. Også selvom de har forudbetalt,« sagde Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa, og fortsatte:

»Eller der kan være tale om booking af et hotelværelse, der ikke er til rådighed alligevel.«

Det kan i sidste ende koste kunderne dyrt.

Derfor har de hos Forbruger Europa en række råd til, hvordan de danske rejsende undgår at ende i klemme mellem en bookingportals lovende billeder og beskrivelser og så virkeligheden.

Den historie kan du læse mere om her.