Henter kommentarer

Stor dansk bank giver positiv rente på lønkonto


Som den første større danske bank giver Nykredit nu alle kunder positiv rente på indlån.

Det gør de efter de seneste renteændringer fra Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken i februar og marts, skriver banken i en pressemeddelelse.

Her oplyser de, at hvis du er kunde med din daglige økonomi og boligfinansiering i Nykredit bliver renten på lønkonto hævet med 0,50 procentpoint til 0,75 pct., mens for bankkunder med få finansielle produkter i Nykredit Bank hæves renten på lønkonto til 0,25 pct.

Læs også: Cheføkonom: Disse banker giver dig de højeste renter

For OpsparingsKonto hæves renten med 0,25 procentpoint til 1 pct. på de første 100.000 kr. Har man mere end 100.000 kr. stående, får man en variabel rente på 1,5 pct.

På de to opsparingsprodukter, Boligopsparing og Grøn Opsparing, bliver renten hævet helt op til 3,25 pct. inkl. rentebonus.

»Som følge af vores foreningsejerskab og fokus på boligejere og den grønne omstilling, vil vi gerne gøre det nemmere og billigere for vores kunder at træffe grønne valg – også i tider med økonomisk uro og stigende renter. Vi er meget tilfredse med, at vi nu kan tilbyde vores kunder en lidt mere attraktiv rente til at spare op til både bolig og grønne formål, og at vi samtidig kan tilbyde, at alle kunder får positiv rente,« siger Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit.

Læs også: Danskerne glemmer vigtig pensionsform

I sidste uge kunne Nordens største bank, Nordea også meddele, at de satte renten op på udvalgte produkter.

Her fik privatkunderne dog ikke hævet renten på lønkonto, men på en række forskellige opsparingskonti, pensionskonti samt børnebørnskonto og boligopsparingskonto.

I nogle banker som Lån & Spar får særlige kunder allerede positiv rente på deres indlånskonto. For kunder i Lån & Spar, der er medlem af en af de organisationer eller fagforeninger, der ejer Lån & Spar, kan man få 5 pct. rente på de første 50.000 kr. på kontoen. Fra 50.000-500.000 kr. er renten 0,75 pct. – for alt derover er renten 1 pct.

Læs også: Så stor en pension skal du have til en god alderdom

Læs også: Se listen: Disse uddannelser giver den dårligste løn