Henter kommentarer

Storbanker på stribe sænker renten på indlån – få overblikket her

Morten Bruun, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, har en række bud på, hvordan man kan få sine penge til at yngle.
Morten Bruun, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, har en række bud på, hvordan man kan få sine penge til at yngle. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det er blevet en dårligere forretning at have sine spareskillinger stående på en helt almindelig opsparingskonto i banken uden binding. 

En række af landets største banker sænker nemlig renten på deres indlånskonti. 

Det er status, efter Den Europæiske Centralbank (ECB) og Nationalbanken 12. september sænkede deres rente med 0,25 procentpoint. 

Kort efter fulgte Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Nykredit Bank efter med en tilsvarende rentesænkning på indlånskonti. 

Den højeste rente får kunderne i Nykredit Bank, der tilbyder en rente på 1,5 procent, mens Nordea kun tilbyder det halve i rente, altså 0,75 pct. 

Jyske Bank og Danske Bank ligger i midterfeltet med en indlånsrente på 1,0 procent på deres opsparingskonti uden binding. 

Morten Bruun, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, har fulgt de seneste rentesænkninger tæt. Han fastslår, at det nu er blevet endnu mindre attraktivt for danske bankkunder at spare op i banken.

»0,75 pct. er meget lidt,« siger han med henvisning til den rente, kunder i Nordea får på deres opsparingskonto uden binding. 

»Når man tænker på den aktuelle inflation, så vil en stor del af ens formue blive ædt over tid med den rentesats,« tilføjer han.

Derfor opfordrer han til, at man tager fat i sin bank, hvis man er utilfreds med sine vilkår.

En lang række af bankens produkter er nemlig til forhandling.

»Prøv banken af, hvis du ikke er tilfreds med priserne, og ellers bør man gå ud og undersøge markedet,« siger cheføkonomen, der også har et andet råd til danskere, der ønsker at se deres penge yngle bare en smule.

»Afvikl gæld med høj rente eller invester pengene i en bred ETF med lave omkostninger, hvis man har en tidshorisont på mindst fem år,« siger han.

Man kan også overveje at flytte sine penge til en nichebank, der tilbyder en markant højere rente end de danske traditionelle banker, fortæller han.

Dem har Euroinvestor tidligere beskrevet her.