Henter kommentarer

Tre gode råd: Sådan kan du optimere din privatøkonomi - med de penge du allerede har


At få styr på privatøkonomien kan til tider virke som et umuligt projekt, men et par få simple ting kan faktisk gøre en stor forskel.

Banksammenligningstjenesten Mybanker har samlet tre konkrete råd til, hvordan du kan stramme op i privatøkonomien og spare nogle penge.

1. Sørg for at flytte opsparingen

Det kan godt betale sig at jagte den bedste indlånsrente på tværs af banker og forskellige konti, så du får mest muligt for de penge, som du har stående i banken, lyder det første råd i kommentaren fra Mybanker. 

Dog skal man være opmærksom på, at man formentlig skal binde sine opsparede penge i en kortere eller længere periode, hvis man vil opnå de højeste renter.

Mybanker har taget et kig på deres liste over de forskellige bankers opsparinger, som viser, at man lige nu kan få op til 3,5 pct. i rente, hvis man binder sine penge i seks måneder, mens man kan få 3,25 pct. uden binding. 

Læs også: Årsopgørelsen lander snart: Så mange penge får danskerne tilbage i skat

2. Få tjek på lånene

Mange danskere har den seneste tid oplevet rentestigninger på deres lån - og måske endda gentagne gange. 

Men nu er rentemarkedet ved at blive mere stabilt, og nogle banker er også begyndt at sænke renterne en smule. Det kan derfor være en fornuftig idé at få kigget økonomien igennem, og tjekke op på, om man har mulighed for at få en bedre rente eller vilkår et andet sted, ifølge Mybanker. 

Læs også: Investering eller afbetaling af boliggæld? Få formueekspertens råd

3. Husk dine skattefradrag

Den 11. marts bliver der åbnet for årsopgørelsen for 2023, og her kan der være en del penge at spare, hvis man sørger for at have øje for alle sine skattefradrag, lyder det fra Mybanker. 

»Kører du hver dag i bil eller med offentlig transport til og fra arbejde, har du tabt penge på dine aktier og investeringsfonde, eller har du doneret penge til velgørenhed? Så kan du trække pengene fra i skat,« skriver de.

Du kan læse yderligere om diverse fradrag på skat.dk, og ellers kan man benytte sig af tjenesten Skatteguiden, som som nemt og hurtigt kan guide dig frem til oversete fradrag, lyder det fra Mybanker. 

Her på Euroinvestor har vi også lavet en række guides til, hvad du skal være særlig opmærksom på, når årsopgørelsen lander. Her kan du blive klogere på, hvad du som privatinvestor skal holde øje med. 

Læs også: Ejer du aktier med store tab? Så voldsomt meget skal de stige for at indhente det tabte