Henter kommentarer

Kvinder brager frem - på ét punkt halter de stadig efter mænd


Flere kvinder end nogensinde fuldfører en videregående uddannelse.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 40,5 pct. kvinder afsluttede en videregående uddannelse i 2022, mens tallet for mænd endte på 29,9 pct. Det er den største forskel nogensinde i statistikken, der går tilbage til 1986.

Alligevel halter kvinder stadig bagefter, når det drejer sig om økonomi. Det konstaterer Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

»Trods kvindernes stadig større uddannelsesmæssige forspring så halter de paradoksalt nok fortsat langt efter mændene, når det gælder indkomst og pension,« siger hun i en kommentar.

Læs også: Forbrugerrådet: Her er det billigste elselskab

Kvinders pensionsformuer er i gennemsnit 20 pct. lavere end mænds, viser 2021-tal fra Danmarks Statistik, og ifølge Anne-Louise Lindkvist hænger den iøjefaldende forskel først og fremmest sammen med kvinders valg af uddannelse og karriere.

»Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at uddanne sig inden for fag med lavere løn som for eksempel omsorgsfag, mens mænd i højere grad vælger uddannelser inden for for eksempel naturvidenskab, som giver højere løn. Samtidig er kvinder typisk mere på barsel og deltid end mænd, hvilket også betydning for indkomsten og pensionen.«

At kvinder får øget deres pensionsopsparing er afgørende, da kvinder typisk går tidligere på pension og lever længere end mændene.

»Så hvis vi skal undgå, at kvinderne får markant mindre at gøre godt med i pensionstilværelsen end mændene, skal deres opsparinger løftes mærkbart,« lyder det fra Anne-Louise Lindkvist, der dog mener, at fremtiden ser positiv ud for netop kvindernes økonomi.

»Fremtidsudsigterne tegner dog noget lysere for kvinderne på pensionsfronten. For vi må trods alt forvente, at det forhold, at de i stigende grad trækker fra mændene på uddannelse, alt andet lige vil bidrage til, at deres pensionsopsparinger over tid vil hale ind på mændenes. På samme måde kan de nye barselsregler, hvor mænd skal tage en større del af barslen, også være med til at udjævne noget af forskellen i pensionsformuer på sigt,« siger hun.

Læs også: Lau Svenssen har købt op i C25-aktie – derfor har han købt den

Læs også: Kendt ekspert byggede selv på sit hus – det var billigere end at gå på arbejde