Det nordiske kryptomarked er i rivende udvikling. Antallet af kryptoejere er støt stigende, og det er ikke længere kun de yngre mænd, der køber ind på de digitale aktiver. Også kvinderne begynder at røre på sig, og stadig flere investorer over 40 år har det seneste år meldt sig under kryptofanerne.
Det er nogle af de konklusioner, man kan læse i rapporten Nordic Crypto Adoption Survey, der kortlægger kryptomarkedet i de nordiske lande.
Spørger man Jan Damsgaard, der forsker i blockchain og kryptovaluta ved CBS, afspejler tallene en mere generel tendens.

»Der er helt overordnet en stigende accept af krypto som investeringsobjekt, og den her frygt for, at det er en slags pyramidespil, den er ved at aftage. Det er samtidig blevet meget nemmere at købe krypto for almindelige mennesker,« siger han.
Bag den generelle tendens er der store nationale variationer. Der er nemlig tydelige forskelle på, hvor tilbøjelige de forskellige nationaliteter i Norden er til at investere i krypto.
Øverst på listen ligger Norge, hvor 12,3 procent af befolkningen ejer krypto, mens det tilsvarende tal i Sverige kun er 7,4 procent. Danmark ligger midt imellem med 9,8 procent kryptoejere.
Billedet kommer ikke bag på Karina Brix, der er landechef i Firi, og som også kender det norske kryptomarked indgående.
»Danmark har altid været efter Norge, hvor der er en helt anden indstilling til krypto. Det har aldrig været udskammet på samme måde som i Danmark, og der har været en meget større nysgerrighed og åbenhed i forhold til krypto,« siger hun.
50 procent flere kryptoejere
I Danmark, siger hun, har medierne bidraget til at skabe en negativ fortælling om krypto som noget upålideligt og farligt.
»Der er så mange myter og narrativer, og medierne elsker historier om folk, der bliver snydt. Mange får det indtryk, at det er en verden drevet af kriminelle, og får aldrig rigtigt billedet af den her store industri, der har været under opbygning i mange år.«
Spørger man Jan Damsgaard fra CBS, har de danske myndigheder på tilsvarende vis været med til at skabe utryghed om krypto som investeringsobjekt.
»Der har været en meget uvenlig atmosfære fra danske myndigheder og finansielle institutioner. Nationalbanken har været ude og advare direkte mod at investere i krypto, og i flere af de store banker må ansatte ganske enkelt ikke eje kryptovaluta.«
Alt dette til trods er interessen for de digitale aktiver stigende blandt de danske investorer. Tallene fra Nordic Crypto Adoption Survey taler deres eget tydelige sprog. Antallet af kryptoejere i Danmark steget markant de seneste år, og alene fra 2023 til 2024 har der været en stigning på 50 procent svarende til, at 450.000 danskere i dag har krypto i deres portefølje.
Det er ikke mindst de unge, der driver udviklingen fremad i Danmark, hvor knap hver fjerde ung under 30 år ejer krypto. Det samme er kun tilfældet for 12 procent af de 30-49-årige og syv procent af de 50-59-årige.
Overvejer du at investere i kryptovaluta? Læs mere her
Norge som foregangsland
Mens det i Danmark stadig er de unge – og i særdeleshed de unge mænd – der driver kryptoinvesteringerne, er billedet i Norge begyndt at ændre sig. Her ejer 15 procent af de unge under 30 krypto, mens der i gruppen af 30-39-årige er hele 26 procent, som ejer krypto – mere end dobbelt så stor en andel sammenlignet med den samme aldersgruppe i Danmark. Blandt de 40-49-årige ejer 15 procent krypto.
I Norge er krypto med andre ord ikke længere et »ungdomsfænomen«, men derimod et bredt forankret aktiv, som appellerer til en stor del af befolkningen – også den kvindelige del. I Norge er knap 30 procent af kryptoejerne kvinder, mens det i Danmark blot er 18 procent. Karina Brix forventer, at bevægelsen i Danmark vil gå samme vej.

»De yngre mænd er de mest risikovillige, når det kommer til investeringer, og derfor er de også typisk de første, der ude og købe krypto. Modningsprocessen er længere fremme i Norge, og det er grunden til, at de lidt ældre generationer og kvinderne også er kommet med. Mit bud er, at vi kan kigge på Norge og se, hvordan Danmark vil være om nogle år.«
Kryptobølgen ruller, og udviklingen i Danmark har for alvor taget fart. Karina Brix glæder sig over, at de danske investorer har taget sagen i egen hånd på trods af de mange negative mediehistorier.
»Noget tyder på, at danskerne er blevet bedre til ikke kun at kigge på, hvad de danske medier melder ud, men at de faktisk forholder sig til fakta og ser på de globale trends inden for krypto og den betydning blockchain-teknologien vil få i fremtidens samfund.«
Også Jan Damsgaard vurderer, at danskerne har formået at se gennem skræmmekampagner og fejlbehæftet information.
»Det, der er med dommedagsprofetier, er jo, at de gang på gang tager fejl. Og det samme gælder i forhold til krypto.«
Den danske forsker forventer, at krypto med tiden vil blive normaliseret og indgå på linje med andre investeringsobjekter som aktier, obligationer og fast ejendom.
»Vi mangler stadigvæk at få overbevist pensionskasserne om, at kryptovaluta kunne være en god idé at have som et investeringsområde. De skal selvfølgelig ikke investere alle danskernes pensionspenge i krypto, men hvorfor ikke bare to eller tre procent?«
Tiden vil vise, om det vil blive til virkelighed. Indtil videre er der fuld fart på de private investeringer, og selvom danskerne stadig er et stykke fra de norske frontløbere, så er de digitale aktiver for alvor ved at blive allemandseje for de danske investorer.
Læs mere om, hvordan du kan komme i gang med din kryptoinvestering her
Kryptovaluta er et risikofyldt investeringsaktiv, og man skal være min. 18 år for at handle. Historisk prisudvikling er ikke en garanti for fremtidig. Intet i denne artikel eller fra Firi er finansiel rådgivning.
