Værdipapirpolitik
Regler for køb og salg af værdipapirer for medarbejdere ansat i Berlingske Media - gældende fra 1. marts 2021
Formålet med regler for køb og salg af værdipapirer for medarbejdere i Berlingske Media er at sikre, at Berlingske Medias medarbejdere aldrig har finansielle interesser i værdipapirer, hvor de kan have insiderviden og denne potentielt kan have en interessekonflikt. Det handler om at værne om Berlingske Medias og Berlingske Medias medarbejderes integritet.
1) Alle medarbejdere, der bidrager til indholdsproduktion eller har adgang til det redaktionelle redigeringssystem hos Berlingske Media A/S, herunder journalister, freelancere, studentermedhjælpere mm., er omfattet af denne værdipapirpolitik.
2) Al investering i børsnoterede og unoterede værdipapirer skal skriftligt indberettes til den relevante ansvarshavende chefredaktør for Berlingske, B.T., Weekendavisen, Euroinvestor, IT direktøren samt til HR direktøren i Berlingske Media A/S. Denne forpligtelse omfatter også værdipapirer, hvor medarbejderen har direkte indflydelse på investeringsbeslutningerne, herunder børn, ægtefæller og andre personer og virksomheder.
3) Køb og salg skal indberettes snarest muligt og senest en uge efter, de er foretaget. Informationen skal indeholde transaktionsdato og selskabsnavn.
4) Værdipapirer tæller aktier og andre finansielle instrumenter. Investeringer i pensionsdepoter, som medarbejderen ikke selv forvalter samt fonde, herunder investeringsforeninger, unoterede fonde og børsnoterede fonde (ETF’er) er undtaget fra denne værdipapirpolitik.
5) Kurspåvirkende information må ikke udnyttes, før den er alment kendt.
6)Medarbejdere, der producerer redaktionelt indhold om selskaber, hvori de er aktionærer, må ikke handle aktier i disse selskaber i op til 12 uger efter publiceringen.
Såfremt en medarbejder ønsker at handle i de pågældende aktier inden for 12 ugers perioden, skal medarbejderen indhente skriftlig tilladelse hos den relevante ansvarshavende chefredaktør. Medarbejderen skal i den forbindelse oplyse dato for publiceringen af det redaktionelle indhold.
7) Når en medarbejder leverer handelsanbefalinger omhandlende konkrete værdipapirer, hvor medarbejderen eller nærtstående har ejerinteresser, skal det fremgå af indholdet. Ved tvivlsspørgsmål, skal medarbejderen rådføre sig med det pågældende medies ansvarshavende chefredaktør.
8) Investering i værdipapirer må kun ske med den hensigt, at besiddelsen af værdipapirer skal vare længere end en måned. Hvis der foreligger specielle årsager til en kortere tidsperiode, skal medarbejderen få accept af salget hos det pågældende medies ansvarshavende chefredaktør.
9) Informationer om medarbejderes værdipapirer håndteres fortroligt og efter persondatalovens regler. Kun relevant ansvarshavende chefredaktør og HR direktør ved Berlingske Media A/S har adgang til informationen.
10) Overtrædelse af reglerne kan i yderste konsekvens medføre bortvisning.