Henter kommentarer

Musk sætter kæmpekøb på pause: Sådan kan investorer tjene kassen


Hvis man har overnaturlige evner og kan læse Elon Musks tanker i disse dage, så kan man score sig en gevinst på 35 procent.

Det er »rigtig meget«, bemærker Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Den mulige fortjeneste ligger i, at Elon Musk potentielt vil købe det sociale medie Twitter til en pris på 54,2 dollar per aktie. Alt i mens har Twitter-aktiens kurs fået en ordentligt barbering i fredags, hvor den dykkede med knap 10 pct. til 40,72 dollar per aktie.

Dykket skete som følge af, at Tesla-milliardæren har sat sit købstilbud på pause, mens det undersøges, hvor mange falske profiler, der findes på Twitter.

Den modige spekulant kan således score sig en gevinst på 35 pct., hvis man køber aktien til den nuværende kurs, og Musks bud efterfølgende går igennem.

»En arbitrage-gevinst på 35 pct. er rigtig meget og afspejler den risiko, der er ved transaktionen,« forklarer Per Hansen, der peger på, at selvsamme form for gevinst ved Microsofts bud på Activision er på 25 pct.

Elon Musks potentielle køb af Twitter har været noget af en rutsjebanetur. Først ville Twitter-ledelsen aktivere en såkaldt »giftpille«, der skulle afholde Musk fra at få skovlen under mediet. Siden er han blevet budt indenfor af bestyrelsen, og det hed sig, at Musk fik hentet finansiering til det gigantiske opkøb.

Men nu er hele herligheden altså sat på pause, mens rigmanden får undersøgt, om antallet af falske brugere på Twitter overstiger fem procent.

»Pointen er, at hvis antallet af brugere er væsentlig lavere end det officielle tal, er »kundegruppen« mindre, og den vare man køber, er mindre værd,« fremhæver Per Hansen.

Læs også: Stolen brænder under højtplacerede chefer i Twitter

Læs også: Storbanker justerer porteføljerne: Her køber de aktier