Henter kommentarer

Bemærkelsesværdig udvikling på boligmarkedet - det er der sket


April bød på et halvsløjt vejr herhjemme, men danskerne har næppe søgt tilflugt i bankernes boligafdelinger.

For i april blev der givet 11.867 lånetilbud fra realkreditinstitutterne, viser tal fra Finans Danmark.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi det er det laveste antal lånetilbud for en april måned siden statistikkens begyndelse i 1996 – og det er det næstlaveste antal lånetilbud i en måned overhovedet. Det konstaterer privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer:

»Lånetilbuddene er virkelig faldet til ro i år, men vi kommer også fra nogle hektiske år, hvor alt lige fra handelsrekorder og konverteringsbølger er buldret ind over boligmarkedet. Det har alt sammen givet anledning til at indhente et lånetilbud hos landets realkreditinstitutter,« siger han.

Læs også: Godt nyt fra sommerhusmarkedet: 'Chokket er rystet af'

De seneste seks måneder har interessen for lånetilbud været på et »meget lavt niveau«, konstaterer Finans Danmark. I april sidste år var antallet af lånetilbud tilmed 51 pct. højere end i år.

Interesseorganisationen hæfter sig derfor ved, at danskernes interesse for boligkøb er halveret på et år.

Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, forklarer den manglende interesse således:

»Der er flere faktorer, der kan have betydning for den fortsat lave interesse for boligkøb. Selvom boligpriserne er faldet, og der er kommet lidt mere ro på den økonomiske situation herhjemme de seneste par måneder, er renterne og stigningen i forbrugerpriserne fortsat relativt høje. Samtidig kan den generelle usikkerhed i samfundet om, hvordan økonomien vil udvikle sig den kommende tid, også have haft en dæmpende effekt på efterspørgslen efter boligkøb,« siger Ane Arnth Jensen.

Boligmarkedet buldrede fremad under coronapandemien, men markedet vendte rundt i sommeren sidste år, hvor priserne begyndte at falde. Boligpriserne har dog taget en lille revanche og er steget de seneste to måneder ifølge tal fra Boligsiden.

Læs også: Cheføkonom har særligt råd: Sådan kan du høvle restgælden ned

Læs også: Med denne boligfinte kan du skære op til 40 procent af din restgæld