Henter kommentarer

Boligsalget brager op: Sætter ny vild rekord


I løbet af det seneste år har boligmarkedet sat rekord på rekord, og nu kan endnu en tilføjes til samlingen.

I marts blev der solgt 11.920 boliger, afslører nye tal fra Boligsiden. Det er det højeste antal boliger solgt på en måned i den tid Boligsiden har ført statistik på området, og dermed er den hidtidige handelsrekord fra juni 2020 slået.

»Boligmarkedet viser en næsten ubeskrivelig fart med de her handelstal. Der bliver i denne tid sat nye standarder for, hvad der kan lade sig gøre på boligmarkedet, og aktiviteten er lige nu højere end før finanskrisen. Regner vi lidt på det, så blev der i gennemsnit solgt enten et hus, en lejlighed eller et sommerhus hurtigere end hvert fjerde minut igennem marts måned. Ser vi alene på de lyse timer, så blev der købt og solgt hvert andet minut. Det er meget voldsomt,« lyder det torsdag morgen i en kommentar fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Der har været fart på handlerne for alle slags boliger. I alt blev der solgt 7.421 huse, hvilket er 25 pct. flere i end februar 2021. Salget af lejligheder steg 5 pct. i forhold til måneden før, og sommerhussalget gik i vejret med 26 pct., hvis man sammenligner med februar.

Læs også: Nordea: Store motorvejsplaner vil hæve boligpriserne

Ifølge Jeppe Juul Borre skyldes den høje boligappetit, at en stor del af af danskerne ikke har været påvirket økonomisk af coronakrisen.

»Selvom det kan virke som lidt af et paradoks midt under en krise, så kommer danskernes nærmest umættelige boligefterspørgsel af, at de fleste danskere har været upåvirkede af coronakrisen, mens at krisen alene har ramt i mere kortvarige perioder, om end den har ramt hårdt,« skriver han og fortsætter:

»Det betyder, at mange danskere er yderst fortrøstningsfulde for egen økonomi, som understøtter appetitten på boliger. Hertil har coronakrisen med mere tid derhjemme også medbragt flere og mere grundige boligsnakke ved spisebordet, mens også den potentielle udsigt til at bruge mere tid i hjemme fremover betyder, at vi er villige til at bruge flere penge på boligen.«

Stadig på sporet

Selvom boligmarkedet er brandvarmt, er det endnu ikke kørt af sporet, men den høje fart bør ikke fortsætte i det hidtidige tempo i landets store byer.

»Boligmarkedet er til trods for den høje hastighed ikke kommet ud af balance, når vi ser på de underliggende faktorer som indkomster og renter. Rammerne bliver dog nogle steder, særligt i de store byer, testet med den nuværende hastighed, som ikke bør fortsætte i lang tid endnu. Vi forventer, at der fortsat er prisstigninger i vente, men også at farten på prisstigningerne vil løje af over den kommende tid foranlediget af et øget udbud gennem foråret.«

Kigger man på prisudviklingen over det seneste år, er huspriserne gået i luften med 12,3 pct., prisen på en ejerlejlighed er steget 13,6 pct., og sommerhusene på førstepladsen med den største prisstigning på 18,6 pct.

Læs også: For første gang i et år: Her vokser antallet af til salg-skilte

Læs også: Johnson & Johnsons vaccine fortsat på pause i USA