Henter kommentarer

For første gang i et år: Her vokser antallet af til salg-skilte


Efter et år hvor udbuddet af sommerhuse med et til salg-skilt i forhaven er dalet massivt, er der nu igen flere sommerhuse at vælge imellem for køberne.

Sidste måned blev der sat 1927 sommerhuse til salg. Det er det højeste antal sommerhuse, der er kommet på markedet siden maj 2018, og det er første gang, der sker en stigning i udbuddet af sommerhuse siden marts 2020.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

»Efter et helt år med faldende udbud af sommerhuse, er udbuddet den seneste måned steget igen. Og det er til trods for, at der er taget rekordmange sommerhuse af markedet for en marts måned. Det tyder altså på, at sommerhuse fortsat går som varmt brød, som det har været tilfældet i størstedelen af 2020,« udtaler Peter Jayaswal, der er direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i interesseorganisationen, i meddelelsen og tilføjer:

Læs også: Nordea: Store motorvejsplaner vil hæve boligpriserne

»Udbuddet af sommerhuse stiger typisk hen over foråret, men det var ikke tilfældet sidste år, hvor coronaen satte sit præg på boligmarkedet. Men hvis vi med udrulningen af vacciner og gradvis genåbning af samfundet nærmer os normalen igen med stigende udbud i forårsmånederne, er det godt nyt for de danskere, der er på jagt efter et sommerhus,« lyder det yderligere fra Peter Jayaswal.

Vest- og Sydsjælland ligger forrest

Antallet af sommerhuse til salg er steget over hele landet, men især i Vest- og Sydsjælland er udbuddet vokset mest med 87 flere sommerhuse til salg.

»Der er forårsstemning på sommerhusmarkedet, hvor vi har set et generelt stigende udbud af sommerhuse i stort set hele landet. Og i Vest- og Sydsjælland, som er den landsdel med flest sommerhuse, er der kommet flest nye til salg-skilte foran sommerhusene,« siger Peter Jayaswal.

Den eneste landsdel, hvor udbuddet fortsat er faldet, er Nordjylland, mens udbuddet på Bornholm befinder sig på samme niveau som i februar.

Læs også: Amerikansk kryptobørs debuterer med kurs på 250 dollar

Læs også: GreenMobility-topchef om genåbningen: Det må have en effekt