Henter kommentarer

GreenMobility-topchef om genåbningen: Det må have en effekt


Det må alt andet lige kunne ses hos GreenMobility, at samfundet åben igen efter corona-nedlukningerne.

Det vurderer Thomas Heltborg Juul, der er chef for den danske delebilstjeneste, GreenMobility. Selskabet står bag en flåde af el-delebiler, som du via en app kan låse op og låne, hvis du lige står og mangler en bil.

Udmeldingen fra den dansk topchef kommer, efter GreenMobility tidligere onsdag har meldt ud, at man er på vej til at rulle ud i Belgiens hovedstad, Bruxelles. Det er den ottende by, som GreenMobility nu er til stede i, og et vigtigt led i målet om at være til stede i 35 europæiske storbyer inden 2025.

Den danske delebilstjeneste har været ramt af coronakrisens nedlukninger, fordi mange af selskabets traditionelle trafikkilder har været lukket ned, forklarer topchefen. Med vaccineudrulningen ventes samfundet at vende tilbage til normalen, og det håber man hos GreenMobility at kunne se effekten af.

Hvad betyder genåbningen af samfundet for jer?
»Det er superspændende. Vi har jo været ramt på den måde, at nogle af vores store trafikkilder har været lukket ned under coronakrisen. Det har været lufthavne, uddannelsesinstitutioner samt ture ind til byen, til familien og restauranten Vores fem største drivere i forhold til kunder har været væk, og alligevel har vi ligget fornuftigt. Vi har samlet lige så mange kunder op igennem coronakrisen, som vi gjorde, inden der var noget, der hed corona. Når samfundet åbner, må der alt andet lige være en effekt, når vores store trafikkilder åbner igen,« udtaler Thomas Heltborg Juul.

35 europæiske byer har ifølge selskabet selv allerede forhåndsgodkendt GreenMobility som potentiel samarbejdspartner, og i 2021 har GreenMobility planer om at åbne i 4-6 nye byer.

Du kan klikke på dig ind på GreenMobility-aktien og få mere information om virksomhedens afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Hot børsfænomen er kommet til Danmark

Læs også: Kommentar: Hvordan håndterer man som gammel investor det høje danske kursniveau?