Henter kommentarer

Comeback til boliglån: Her er boligejernes favorit


Variabelt forrentede realkreditlån er i massiv fremgang på boligmarkedet.

Det viser dugfriske tal fra Finans Danmark, der er finanssektorens brancheorganisation.

I årets første tre måneder voksede andelen af variabelt forrentede lån til at udgøre lige godt 54 pct. af boligejernes lån. I kvartalet før lød tallet på 52 pct.

Dermed er det nu femte kvartal i streg, at lån med variabel rente vinder terræn hos boligejerne.

»Der er igen opstået kemi mellem boligejerne og variabel rente på boliglånet. Variabel rente er i massiv fremgang og er i dag det mest udbredt lån igen. I seks kvartaler er de nu gået frem med næsten 160 mia. kr.,« lyder det i en skriftlig kommentar fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, der omtaler udviklingen som et comeback til lån med variabel rente.

Mens boliglån med variabel rente er braget frem med knap 160 mia. kr., er lån med fast rente skrumpet og faldet med 154 mia. kr.

Ifølge Jeppe Juul Borre skyldes fremgangen i de variable lån blandt andet, at mange boligejere med fast rente har konverteret deres lån det seneste år som følge af de markant stigende renter.

»På den måde har de skåret en bid af restgælden og i den forbindelse har mange valgt et nyt lån med variabel rente. Renten på et fastforrentet lån er i dag på 5 pct., mens renten på variabel rente ligger på omegnen af 3 pct. Det kan også være med til at øge appetitten efter variabel rente i forbindelse med boligkøb, når boligfinansieringen skal besluttes,« skriver cheføkonomen.

Læs også: JPMorgan advarer mod at undervurdere risikoen i aktier

Læs også: Udsigt til markant ændring af aktiesparekontoen – økonom tordner mod løsningen