Henter kommentarer

Danske Bank advarer: Hold dig fra dette boliglån


Særligt et lån kan slet ikke betale sig at have som boligejer lige nu - nemlig F1-lånet, som er et flekslån, der får ny rente en gang om året

Sådan lyder det fra Danske Bank, der varsler sine kunder forud for, at  33.000 af kunderne skal vælge lån, hvilket lån de vil have fra 1. januar. Det skriver dagbladet Børsen

Lige nu falder renten på flekslån, da Den Europæiske Centralbank (ECB) har sænket renten to gange i år. Danske Bank spår, at der venter flere rentesænkninger forude, som endnu ikke er smittet af på de helt korte boliglån som F1 og F-kort-lånene. 

Bankens beregninger viser, at renten på F1-lånet skal falde til 1,53 pct. i 2026 fra det nuværende niveau på 2,67 pct., før det giver mening at have et F1-lån fremfor et F3-lån, og det ville kræve ekstra store rentefald, som Danske Bank i øjeblikket tvivler på vil komme.

Tidligere har Euroinvestor skrevet om, at ECB har sænket renten to gange i år, og det ventes, at centralbanken endnu engang vil sænke renten med 0,25 procentpoint ved mødet torsdag. 

Og det er godt nyt til en særlig gruppe af boligejere. 

Op til det seneste rentemøde i ECB den 12. oktober skrev Euroinvestors boligredaktør, Thomas Ambrosius, at udfaldet af rentemødet ville komme danske boligejere med de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån til gavn til januar. Her er tale om realkreditlån med navne som F-Kort og Kort Rente. Til januar skal disse boligejere nemlig at have fornyet renten på deres lån.

I boligredaktørens analyse skød han på, at renten ville blive sænket i oktober, hvilket han fik ret i. Derudover forudså han også en rentesænkning ved det kommende møde torsdag. 

Da de korte flekslån i grove træk følger ECBs styringsrente én til en, kan danske boligejere med denne type lån altså se frem til at skulle betale cirka 0,5 procent mindre i rente på deres lån end nu.

Hvis man har den afdragsfri variant af Kort Rente-lånet, vil man spare cirka 300 kroner om måneden efter skat pr. lånte million kroner.

Har man et lån på 3 mio. kr. løber den årlige besparelse op i over 10.000 kroner – og allerede 1. juli næste år, hvor Kort Rente-lånene skal fornys igen, har Christine Lagarde, chef for ECB, med stor sandsynlighed sænket renten en gang eller to mere.

Læs også: Chefstrateg ser store udfordringer i horisonten: 'Jeg er ikke super positiv'

Læs også: Chefanalytiker til udvalgte boligejere: Så meget billigere bliver det efter nytår