Henter kommentarer

Det kan påvirke priserne: Så mange boligejere forventer prisfald


Selvom banker i kor vurderer, at boligpriserne står overfor fald, så er stemningen noget anderledes blandt danske boligejere.

Blot hver 6. boligejer forventer prisfald det kommende år. Det viser en ny Epinion-undersøgelse, der er foretaget for bankernes interesseorganisation Finans Danmark.

At så få boligejere forventer prisfald står i kontrast til, hvordan banker og økonomer ser på boligfremtiden. Både Nationalbanken, Økonomiministeriet og samtlige danske banker vurderer nemlig, at boligpriserne vil falde.

Nationalbanken specifikt forventer, at boligpriserne i år vil falde med 9,4 pct.

Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, ser en mulig forklaring på danskernes optimisme:

»En del af forklaringen kan være, at danskerne oplever, at forbrugerpriserne ikke længere stiger lige så meget som tidligere, og udviklingen i renteniveauet er fladet ud. Men om boligmarkedet udvikler sig i den ene eller den anden retning, kan kun tiden vise,« siger Ane Arnth Jensen.

Hver anden boligejer tror, ifølge undersøgelsen, at prisen på deres bolig forbliver uændret. Knap 18 pct. tror, at prisen vil stige.

Faktisk kan danskernes tro på, hvor boligpriserne skal hen i fremtiden, påvirke boligmarkedet. Ane Arnth Jensen forklarer, at hvis man som boligkøber ikke forventer et prisfald, så vil man sætte sin pris på boligen derefter. Sælger og køber skal dog naturligvis blive enige om den endelige pris inden en handel.

Boligpriserne har de seneste tre måneder været let stigende, efter de mistede terræn siden sommeren sidste år, hvor de toppede.

Læs også: Nationalbanken med dyster melding: Så meget vil boligpriserne falde

Læs også: Advarer mod særlig udvikling: 'Konsekvensen vil være kursfald herfra'