Henter kommentarer

Nationalbanken med dyster melding: Så meget vil boligpriserne falde


Boliger i det danske land kommer til at få skåret knap en tiendedel af deres pris i år.

Det er vurderingen i en frisk analyse fra Nationalbankens hånd, der hedder »Udsigter for dansk økonomi«. Her skruer Nationalbanken gevaldigt ned for forventningerne til boligmarkedet.

Nationalbanken forventer, at boligpriserne i 2023 vil dale med hele 9,4 procent.

Skruer man tiden et par måneder tilbage til september, troede banken blot på et prisfald i omegnen af 5,6 procent i 2023.

Boligmarkedets mørke skyer vil blive hængende i 2024, hvor boligpriserne står til fald på yderligere 0,3 procent, vurderer Nationalbanken.

Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, mener, at der er »hug på vej til boligejernes friværdi«, hvis Nationalbankens forudsigelser holder stik.

»Omsætter vi Nationalbankens prognose til rede kroner, så betyder det for den typiske boligejer, at der er udsigt til, at parcelhuset kan blive i omegnen af 110.000 kr. mindre værd i 2023. Hertil skal så tillægges det tab, som skete i 2022,« betoner privatøkonomen.

Hus- og lejlighedspriserne har siden sommeren vendt snuden nedad, og priserne er indtil videre faldet omtrent 10 procent. Nedturen er blevet kickstartet af højere renter, som har gjort det væsentligt dyrere at købe bolig.

For at Nationalbankens prognose skal gå op, kræver det, at boligpriserne falder med godt 3 procent fra i dag og frem mod slutningen af året, lyder det fra Brian Friis Helmer.

Læs også: Sådan undgår du at udvande din egen pension

Læs også: Milliardforvalter: Kollaps kan være godt for dine aktier