Henter kommentarer

Dette boliglån vokser i popularitet: 'En sand renæssance'


Når der skal vælges nyt lån vælger flere og flere boligejere et realkreditlån med variabel rente.

En tendens som nu er fortsat i flere måneder.

Friske tal fra Nationalbanken viser nemlig, at der i januar i alt var realkreditlån med variabel rente for 907 mia. kr.

Dermed udgør de 51,8 pct. af det samlede realkreditudlån ved udgangen af januar. Til sammenligning lød andelen på 43,4 pct. for et år siden.

»Lån med variabel har fået en sand renæssance det seneste år. Den massive fremgang betyder, at de variabelt forrentede lån igen har overtaget rollen, som det mest udbredte lån blandt danske boligejere. Der er flere forklaringer i spil, men den primære årsag er, at renterne er steget ganske markant det seneste år,« lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

Læs også: Overrasker boligøkonom: Denne gruppe handler løs på boligmarkedet

Mange boligejere har grebet muligheden ved de stigende renter til at konvertere deres lån. Faktisk har flere end 140.000 boligejere i løbet af sidste år omlagt deres fastforrentede lån

»På den måde har de skåret en bid af restgælden og i forbindelse med omlægningen har et stort mindretal valgt et nyt lån med variabel rente. Spændet mellem fast og variabel rente blev samtidig øget, da rentestigningen var mest udtalt på de fastforrentede lån. Det kan have betydning for valget af boligfinansiering,« forklarer privatøkonomen.

På samme tid er væksten i realkreditudlånet ikke eksisterende for tiden.

»Tusindvis af boligejere har omlagt deres boliglån, og barberet af restgælden, men har samtidig ikke benyttet lejligheden til at øge lånet i væsentligt omfang. Samtidig har handelsaktiviteten på boligmarkedet sat farten gevaldigt ned, og det får også udlånsvæksten ned i tempo,« siger Brian Friis Helmer.

Han tilføjer, at den ekstremt begrænsede udlånsvækst er med til at mindske sårbarheden på boligmarkedet i en tid, hvor priserne falder.

Læs også: Ny renteudvikling rammer boligejere

Læs også: 'Usædvanlig' udvikling: Flekslån er nu lige så dyrt som fastforrentet