Der var blevet stillet store skatteregninger i sigte til danskere, der vil købe en ejerlejlighed i en af de større byer efter den 1. januar 2024.
Men det bliver rent faktisk ikke lige så slemt som frygtet, viser nye tal for Skat og Realkredit Danmark ifølge Børsen.
»Skattestigningerne på lejligheder fra 2024 er væsentligt mindre end det, vi blev præsenteret for i første omgang. Dengang lød der meldinger om stigninger på mellem 40.000 og 50.000 kr. om året for lejligheder til 9 mio. i København. Nu lyder de på ca. 25.000 kr.,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, til Børsen.
Læs også: Sådan vil den nye boligskattereform ramme i din kommune
Tidligere her på Euroinvestor har vi skrevet om, at den længeventede nye boligskattereform træder i kraft den 1. januar 2024.
Reformen skal sikre, at boligerne i højere grad beskattes efter den reelle værdi.
I sammenhæng med reformen er Skatteministeriet lige nu i gang med at give alle danske boliger en ny offentlig ejendomsvurdering i sammenhæng med den nye boligskattereform.
For et par dage siden meddelte Vurderingsstyrelsen, at de er i gang med at sende deklarationer til 468.000 boligejere, som viser de data og oplysninger, som Vurderingsstyrelsen vil lægge til grund for de nye ejendomsvurderinger.
Du kan få den helt store gennemgang af boligskattereformen her.
Læs også: Maj bød på et "overraskende" boligsalg
Læs også: Udvikling på boligmarkedet vækker opsigt: Svært at komme med 'endegyldige forklaringer'