Coronakrisen har ikke været nok til at holde boligmarkedet nede - langt fra, faktisk. Boligpriserne er steget i tredje kvartal, viser spritnye tal fra Danmarks Statistik.
Priserne på ejerlejligheder stiger 4,2 pct. i tredje kvartal mod andet kvartal, mens sommerhuspriserne stiger 3,5 pct. Huspriserne stiger 3,3 pct.
»Den vilde optur på boligmarkedet fortsætter. Efter et kortvarigt dyk i priserne i krisens indledning har priserne på både huse og lejligheder i den grad haft pil op siden da. [...] Prisernes himmelflugt skyldes i høj grad et udbud, som er faldet markant gennem flere måneder, hvor udbuddet af boliger er på det laveste niveau i 14 år,« skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i et nyt notat.
Handelsaktiviteten ligger desuden på et højt niveau; i Region Hovedstaden er der tale om rekordniveau, når det kommer til hushandler. På landsplan blev der handlet 5590 huse og 1955 lejligheder alene i september. Det betyder, at der blev handlet 15 pct. flere huse og 16,6 pct. flere lejligheder i forhold til samme måned sidste år.
Boligmarkedet vil puste ud
Hvis man kigger på udviklingen isoleret fra august til september, bevægede boligpriserne sig fladt. Den vilde optur på boligmarkedet vil også tabe fart, vurderer privatøkonomen.
»Boligpriserne vil altså stadig stige den kommende tid, da det lave udbud ikke vender lige foreløbigt. Vi forventer også, at der fortsat vil blive handlet boliger, men bolighandlen vil komme ned i gear, da køberne ikke har det samme at vælge imellem længere,« skriver Brian Friis Helmer, der dog ikke er bekymret for de stigende priser.
»På trods af højere priser er vi ikke bange for situationen på boligmarkedet, da vi ser boligmarkedet være ganske robust,« tilføjer han.
Han peger på, at kreditvæksten - det vil sige vækst i det samlede udlån fra banker og realkreditinstitutter - er »relativt afdæmpet«, mens mange danskere vælger sikre lån med fast rente.
»Dertil er boligbyrden, altså hvor stor del af den disponible indkomst der går til bolig, historisk lav grundet de lave renter – boligpriserne er altså ikke ude af trit med den økonomiske virkelighed, som de var op til finanskrisen i 00'erne,« fortsætter Brian Friis Helmer.
Hvis man sammenligner med før finanskrisen, er det kun lejligheder, der er dyrere end dengang. Priser på ejerlejligheder ligger cirka 8 pct. højere i tredje kvartal 2020, end da priserne toppede i tredje kvartal 2006, ifølge tal korrigeret for inflation fra Danmarks Statistik.
For huse er priserne cirka 8 pct. lavere i efteråret 2020, end da priserne toppede i første kvartal 2007. For sommerhuse er priserne stadig 20 pct. lavere end toppen dengang, selvom sommerhusmarkedet ellers har fået et gevaldigt comeback under coronakrisen, hvor folk har været tvunget til at holde ferie derhjemme.
Læs også: Er din bolig blevet mindre eller mere værd? Se kort over hele Danmark
Læs også: Glemt alt om at blive gældfri: Danske boligejere vil bare sidde billigst muligt


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner